Formel 1

Se scenarierne: I dag kan Lewis Hamilton blive Formel 1-verdensmester

Lewis Hamilton kan blive verdensmester i weekenden, hvis han tager otte point i forhold til Sebastian Vettel. Issei Kato / Ritzau Scanpix

Allerede i denne weekend kan britiske Lewis Hamilton sikre sig Formel 1-verdensmesterskabet for femte gang i karrieren.

Britiske Lewis Hamilton og hans Mercedes-racer har været inde i en uhyggelig stærk stime med seks sejre i de sidste syv grandprixer.

Stimen har givet Hamilton et forspring på 67 point ned til Ferraris tyske kører, Sebastian Vettel. Det betyder, at Hamilton i weekendens amerikanske grandprix kan sikre sig VM-titel nummer fem i karrieren.

Efter weekenden er der tre grandprixer tilbage og dermed 75 point at køre om, og med flere grandprix-sejre end Vettel vil han være bedst indbyrdes, hvis de skulle slutte á point. Det betyder, at Hamilton 'blot' skal tage otte point mere end tyskeren, så Hamilton bliver verdensmester, hvis:

  • han bliver nummer et, og Vettel ikke slutter bedre end nummer tre
  • han bliver nummer to, og Vettel ikke slutter bedre end nummer fem
  • han bliver nummer tre, og Vettel ikke slutter bedre end nummer syv
  • han bliver nummer fire, og Vettel ikke slutter bedre end nummer otte
  • han bliver nummer fem, og Vettel ikke slutter bedre end nummer ni
  • han bliver nummer seks, og Vettel slutter uden for top-10

Vettel blev endda ramt af en straf efter fredagens træning, hvilket betyder, at han starter som nummer fem i søndagens grandprix, mens Hamilton er i pole position.

Uanset udfaldet af grandprixet i Austin skal der nok mere end et mirakel til, hvis det skal lykkes Vettel at overhale Hamilton.

Chefen fejrer intet endnu

Forud for weekendens ræs tog Mercedes-chef Toto Wolff dog intet for givet.

- Det er tættere, end det har set ud i de seneste løb. Der kan ske vanvittige hændelser overalt. En DNF (udgået, red.) og et efterfølgende dårligt resultat kan pludselig tage en stor luns af forspringet, siger Wolff ifølge Sky Sports.

- Jeg ved godt, at det ikke ser sådan ud i forhold til sandsynlighed, men det her er ræs. Det er en sport, hvor alt kan ske.

I konstruktørernes mesterskab er Mercedes 78 point foran ærkerivalerne fra Ferrari, og her er der inden USA's grandprix 200 point tilbage at køre om.

Meget tyder altså på en dobbelttriumf for Mercedes, men Ferrari har ikke i sinde at lade rivalen gøre rent bord uden kamp.

- Jeg ved, at det ser umuligt ud, men vores job går nogle gange ud på at udfordre det umulige. Det er, hvad vi har tænkt os at gøre, siger Ferrari-chef Mauricio Arrivabene til Sky Sports.

USA's Formel 1-grandprix køres søndag klokken 20.10 dansk tid og kan følges i vores liveblog på sport.tv2.dk.