Formel 1

Magnussen havde problemer i sving - chefen tror på point

Kevin Magnussen havde ikke den bedste fornemmelse i sin racer under lørdagens kvalifikation i USA.

Kevin Magnussen havde problemer med sin racer under kvalifikationen til USA’s Grand Prix.

Kvalifikationen til grandprixet i USA gik ikke som Kevin Magnussen havde håbet på.

Danskeren satte blot 12.-hurtigste tid, mens teamkollagen Romain Grosjean formåede at køre sig til en startplads som nummer otte.

Efter kvalifikationen gav danskeren et indblik i, hvad der var gået galt.

- Jeg kunne ikke få bilen til at virke i sektor tre, den var for ustabil, og jeg kunne ikke få den til at virke, når jeg var helt nede i fart, sagde han til TV 3 Sport og uddyber på Haas' hjemmeside:

- Jeg havde problemer i lavhastighedssvingene i sektor tre. Bagenden af bilen var for ustabil. Mine omgangstider var okay.

Selvom det ikke gik som Magnussen havde håbet på, forsøgte han at se positivt på sine muligheder i søndagens løb.

- Jeg vil hellere være 12’er end 9’er eller 8’er i forhold til strategien i morgen. Jeg håber, at strategien kan få stor betydning i morgen, fortalte han til TV 3 Sport.

Placeringen som nummer 12 giver nemlig Magnussen frit dækvalg, hvorimod top-10-kørerne skal starte med de dæk, med hvilke de satte deres hurtigste tid i Q2.

Kevin Magnussen fører stadig det indbyrdes kvalifikationsregnskab i sæsonen, men nu kun med 10-8. Også i VM-stillingen har Magnussen teten med 53 point mod Grosjeans 31.

Resultatet i kvalifikationen var tilfredsstillende for teamchef, Günther Steiner.

- Det er vores bedste kvalifikationsresultat her i USA, så i det mindste går det fremad. Vi har aldrig været gode her tidligere. Jeg synes, vi er i en god position til at få begge bilerne i pointene (top-10, red.), siger Steiner til Haas' hjemmeside.

Hamilton hurtigst

Mercedes' Lewis Hamilton starter løbet fra pole, efter han var 0.061 sekund hurtigere end Sebastian Vettel (Ferrari) og 0.07 hurtigere end Kimi Raikkonen (Ferrari).

Sebastian Vettel har dog en straf fra fredagens træning, der betyder, at han skal rykke tre pladser tilbage i startrækken til søndagens grandprix.

Tyskeren starter derfor løbet som nummer fem.

Lewis Hamilton kan vinde verdensmesterskabet søndag, hvis han vinder løbet og Sebastian Vettel bliver treer eller dårligere. 

Sådan starter kørerne 

  1. Lewis Hamilton (Mercedes)
  2. Kimi Raikkonen (Ferrari)
  3. Valtari Bottas (Mercedes)
  4. Daniel Ricciardo (Red Bull)
  5. Sebastian Vettel (Ferrari)
  6. Esteban Ocon (Force India)
  7. Nico Hulkenberg (Renault)
  8. Romain Grosjean (Haas)
  9. Charles Leclerc (Sauber)
  10. Sergio Perez (Force India)
  11. Carlos Sainz (Renault)
  12. Kevin Magnussen (Haas)
  13. Pierre Gasly (Toro Rosso)
  14. Brendon Hartley (Toro Rosso)
  15. Max Verstappen (Red Bull)
  16. Fernando Alonso (McLaren)
  17. Sergey Sirotkin (Williams)
  18. Lance Stroll (Williams)
  19. Marcus Ericsson (Sauber)
  20. Stoffel Vandoorne (McLaren)