Formel 1

Magnussen får bedre karakterer end Grosjean trods diskvalifikation

Kevin Magnussen sluttede nier i Austin, men blev efterfølgende diskvalificeret for brug af for meget benzin. Jerome Miron / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussens weekend var mere succesfuld end Romain Grosjeans ifølge internationale medier.

På trods af sin udelukkelse får Kevin Magnussen bedre karakterer end holdkammeraten Romain Grosjean efter weekendens Formel 1-løb i Austin, Texas.

Ingen af Haas-kørerne fik nogen stor weekend i USA. Romain Grosjean udgik efter uheld på første omgang, mens Kevin Magnussen brugte for meget benzin under løbet og senere blev diskvalificeret fra sin niendeplads.

Her er Kevin Magnussens og Romain Grosjeans karakterer.

Autosport: 7 ud af 10

- Magnussen gav et kvart sekund til holdkammerat Grosjean til sidst i kvalifikationen. Han kørte et effektivt løb og holdt Perez bag ham til sidst. Diskvalifikationen var uheldig.

Romain Grosjean får karakteren 6.

Sky Sports: 7 ud af 10

- Kevin Magnussens seneste kvalifikationsform er bekymrende - han har kun kvalificeret bedre end Romain Grosjean én gang efter sommerpausen. Men Magnussen bliver ved med at levere i løbene. 

- Han udfordrede Force India igennem hele løbet og sluttede på en flot niendeplads - og bagefter blev det hele så taget fra ham.

Romain Grosjean får ikke karakter.

Planet F1: 8 ud af 10

- Som vi har set i flere omgange er det ikke en katastrofe at starte uden for top 10, da det frie dæk-valg er en fordel. Det skete også for Magnussen, der tilsyneladende fik to point fra løbet, men efterfølgende blev diskvalificeret.

Romain Grosjean får ikke karakter.

Read Motorsport: 6 ud af 10

- Efter en svær kvalifikation demonstrerede Magnussen meget bedre kørsel i løbet, hvor han formåede at overhale Perez. Det viste sig dog at være ligegyldigt i sidste ende.

Romain Grosjean får karakteren 4.

Crash: 7 ud af 10

- Det viste sig at være dyrt for Magnussen at ryge ud i anden kvalifikation, da han så ikke kunne konkurrere med Renault'erne. Danskeren formåede at køre forbi Perez og ende som nier - for derefter at blive diskvalificeret. 

Romain Grosjean får karakteren 5.

 

Se hele stillingen i Formel 1 her. Det næste grandprix foregår fra 26. til 28. oktober i Mexico.