Formel 1

Haas erkender fejl ved Magnussens diskvalifikation

Kevin Magnussen kom i mål som nummer ni i det amerikanske grandprix, men blev efterfølgende diskvalificeret.

Kevin Magnussens diskvalifikation var ikke danskerens skyld, siger Haas' teamchef, Günther Steiner.

Det store samtaleemne var fortsat brændstof, da Formel 1-holdet Haas mødte medierne forud for weekendens mexicanske grandprix.

Her erkendte teamchef, Günther Steiner, at holdet begik en fejl i sidste weekend, da Kevin Magnussen brugte for meget brændstof under det amerikanske grandprix.

- Vi tog for høj en risiko, siger Steiner til Autosport.

Grænsen for mængden af brændstof ligger på 105 kilogram under et løb. Det overskred Haas med 100 gram. Det betød, at Magnussen blev diskvalificeret og mistede de to point, han havde fået via sin niendeplads.

Holdet vidste godt undervejs i løbet, at de lå på grænsen til at bruge for meget, men i iveren efter at overhale Esteban Ocon, som lå foran, var det svært at holde igen på speederen.

Derfor giver de ikke Magnussen skylden for at overskride brændstofgrænsen.

- Han gjorde, hvad han skulle. Det var ikke op til ham, fordi han kunne ikke se tallene, siger Steiner.

Holdet håbede også på, at løbets førende, Kimi Raikkonen, ville overhale Magnussen og konkurrenterne med en omgang. På den måde skulle brændstoffet holde en omgang mindre. Hvilket ville have været nok.

Satsede på grund af mesterskabet

Haas kæmper for at overhale Renault på fjerdepladsen i konstruktørmesterskabet, og undervejs i det amerikanske grandprix følte de presset. Romain Grosjean var allerede udgået, og Kevin Magnussen lå ikke til mere end to point. 

Samtidig havde Renault sine kørere på sjette- og syvendepladsen i løbet og stod til at høste flere point. Magnussen var nødt til at rykke minimum yderligere en placering op.

- Det var uden tvivl derfor, vi gjorde det. Hvis vi var sikre på fjerdepladsen eller umulige at indhente, hvorfor skulle vi så tage risikoen.

Også Esteban Ocon blev diskvalificeret for at bruge for meget brændstof.

I næste sæson får kørerne oftere mulighed for at trykke speederen i bund uden at bruge for meget brændstof, da grænsen hæves til 110 kilogram per løb.