Formel 1

Magnussen frustreret efter store problemer

Kevin Magnussen sluttede sidst i anden træning.

Kevin Magnussen skuffede i den anden træning i Mexico, da han sluttede sidst. Danskeren skyder skylden på dækkene, som han ikke kunne få til at virke.

Kevin Magnussen måtte kigge langt efter de hurtige tider, da han fredag aften dansk tid kørte den anden træning inden det mexicanske grandprix.

Danskeren havde nemlig svært ved at finde fart, da, som Magnussen selv beskrev det i radioen undervejs i løbet, 'dækkene var helt væk' og var 'en joke'.

Det var hypersoft-sættene, som danskeren i radioen udtrykte sin store utilfredshed over, og der arbejdes nu på at finde en løsning inden den sidste træning og kvalifikation, der bliver kørt lørdag.

- Det var ikke en god dag. Vi lærte ikke ret meget, og dækkene virkede slet ikke. Vi må se, hvad vi kan gøre for at få dem til at virke til i morgen (lørdag, red.). Vi leder nu efter svar, og vi skal virkelig tænke for at komme op med nogle idéer, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

- Jeg formåede ikke at sætte min første omgang, og så måtte jeg prøve igen, men dækkene var allerede døde. Det er bare frustrerende, at når man virkelig vil køre, så skrider man vanvittigt meget rundt, og bilen opfører sig bare ikke, som man forventer. 

Regn kan ødelægge arbejdet

Haas' teamchef, Günther Steiner, erkender også, at det absolut ikke var det resultat, de kørte efter. Han håber dog på, at det bliver bedre lørdag, selvom baneforholdene måske ændrer sig.

- Det var ikke den bedste første og anden træning i sæsonen. Vi havde problemer med at få dækkene til at fungere og endda få dem der hen til, hvor de fungerer. Der skal tænkes meget inden lørdag. Forhåbentlig bliver det bedre, og jeg er sikker på, at vores folk kan komme op med en løsning.

- Som det ser ud lige nu, er der stor chance for regn. Måske gør vi alt dette arbejde for ingenting, siger teamchefen.

Tredje træning, kvalifikationen og grandprixet kan følges i en liveblog på sport.tv2.dk.