Ny storsponsor har tårnhøje ambitioner for Magnussen og Haas

16x9
William Storey, administrerende direktør i Rich Energy, er klar til at slå Red Bull på flere områder. Foto: Rich Energy

Haas-racerne skal endnu længere frem i Formel 1-feltet. Helt op foran energidrik-rivalerne fra Red Bull, siger direktøren i Rich Energy.

Haas er klar til at fylde tanken med ny energi. Og den nye energi skal bruges på at løfte teamets sportslige resultater betydeligt.

Fra den kommende sæson tager det amerikanske team således hul på et flerårigt samarbejde med Rich Energy. Den britiske energidrikproducent bliver navnesponsor og kommer både med penge og store ambitioner.

- Vi ønsker at se en sort-guld Rich Energy Haas F1-bil i den forreste del af feltet, vinde grandprixer og fortsætte med at gøre fremskridt.

Ordene er William Storeys. Han er administrerende direktør i Rich Energy, og den 25. oktober trykkede han hånd med grundlægger og teamejer Gene Haas, der ellers tidligere havde afvist et navnesponsorat. Først skulle Haas-navnet etableres.

Men nu stod det klart. Aftalen var i hus.

Gene Haas (tv) og William Storey. Haas og Rich Energy har indgået et flerårigt samarbejde.
Gene Haas (tv) og William Storey. Haas og Rich Energy har indgået et flerårigt samarbejde. Foto: Rich Energy

Kevin Magnussens team kommer dermed til at hedde Rich Energy Haas F1 Team, og med aftalen sker der også bemærkelsesværdige ændringer i teamets logo og VF19-racerens udseende.

Vi er meget selvsikre på, at vi slår Red Bull på banen i næste sæson

William Storey, administrerende direktør i Rich Energy

- Formel 1 er højdepunktet i motorsport, siger William Storey til TV 2 SPORT.

- Der er nogle meget talentfulde og intelligente mennesker involveret, så det er en vidunderlig udfordring for os at blande os med dem og arbejde tæt sammen med Haas og støtte dem så meget som muligt i jagten på podieplaceringer og endda grandprixsejre.

Haas' teamchef Günther Steiner lagde heller ikke skjul på sin begejstring, da nyheden om samarbejdet slap ud.

- At sikre en navnesponsor som Rich Energy er endnu en milepæl i udviklingen af Haas F1 Team, sagde han.

Husker F1-stjernerne i 80'erne

Den 40-årige, langskæggede Rich Energy-chef er glødende motorsportsfan. Han elsker at køre på motorcykel og i hurtige biler, og allerede i en ung alder kastede han sin kærlighed på Formel 1.

- Jeg husker Ayrton Senna, Alain Prost og Nigel Mansell i de sene 80'ere og tidlige 90'ere. Der var altid mange i Storbritannien, der så løbene om søndagen. Det er en fantastisk sport med fart, drama og glamour.

- I gamle dage var der nogle rigtige superstjerner som Senna og Prost, masser af rivaliseringer, og det var en sport, der voksede stærkt i 80'erne med tv-penge og hastig international udvidelse. Det var en fantastisk sport at se, da jeg voksede op, og det har varet ved i mine voksne år.

Ayrton Senna omfavner Alain Prost på podiet i Australien i november 1988.
Ayrton Senna omfavner Alain Prost på podiet i Australien i november 1988. Foto: Stf / Scanpix Danmark

William Storey er optimistisk for Formel 1's fremtid og dens position som den ypperste gren inden for motorsport. Alligevel ser han gerne, at Formel 1 et stykke af vejen finder tilbage til tiden, hvor han faldt pladask for den.

- Sporten har udviklet sig, men der er ikke så mange karakterer som i 80'erne og 90'erne. Formel 1 er blevet meget mere forretningspræget, hvilket måske ikke er den rigtige retning.

- Det er stadig en fantastisk forestilling, og sporten vil udvikle sig og blive ved med at forbedre sig i de kommende år under det nye ejerskab, men det er anderledes. Jeg ser gerne, at sporten går tilbage og bliver mere, som den var i 80'erne og 90'erne, siger han.

Haas blev den bedste mulighed

I september 2015 var William Storey med til at stifte Rich Energy. 'Rich' er kort for Richmond. En overklasseforstad i den sydvestlige del af den engelske hovedstad, London, hvor firmaet har base.

Haas var den bedste mulighed med flere længder, fordi vi følte, at det er det bedst kørende team

William Storey, administrerende direktør i Rich Energy

På sigt håber Rich Energy at kunne vælte giganterne Monster Energy og Red Bull af energidrik-tronen, og i den kamp skal Formel 1, der har milliarder af fans, bruges som våben.

- Formel 1 er en af de mest spændende sportsgrene i verden, hvis ikke den mest spændende i forhold til indhold, fart og også som en vidtspændende platform.

- Red Bull er meget fremtrædende i sporten og har et superteam og har udnyttet sporten i det seneste årti eller deromkring. Vi mener, at det nu er hensigtsmæssigt for os at konkurrere med dem på banen, og vi er meget selvsikre på, at vi slår dem på banen i næste sæson, siger Storey.

Kevin Magnussen foran Red Bulls Max Verstappen i Australiens grandprix i år.
Kevin Magnussen foran Red Bulls Max Verstappen i Australiens grandprix i år. Foto: Haas F1 Team
I det belgiske grandprix hang Haas-kører Romain Grosjean efter Max Verstappen.
I det belgiske grandprix hang Haas-kører Romain Grosjean efter Max Verstappen. Foto: Emmanuel Dunand / Ritzau Scanpix

Det var ikke nogen svær beslutning for Rich Energy at vælge Formel 1 som scenen til deres produkt. Lidt længere tid tog det dog at få en rolle.

- Vi forsøgte at købe Force India (i april, red.), og en masse medarbejdere knoklede med det, hvilket var en læringskurve i forhold til, hvordan sporten fungerer. Men vi følte, da vi gik glip af chancen for at købe teamet, at der var elementer i det, som var meget interessante.

- Vi lærte en del, så vores appetit til at blive en del af Formel 1 blev fugtet, og vi overvejede nøje, hvad der var den bedste måde at gøre det på fremadrettet, lyder det fra William Storey, der fortsætter med at fortælle, hvorfor valget faldt på Haas.

Kevin Magnussen er ikke kun en brillant racerkører, han er også en vældig flink fyr

William Storey, administrerende direktør i Rich Energy

- Vi så på flere muligheder, og vi talte med flere teams. Haas var den bedste mulighed med flere længder, fordi vi følte, at det er det bedst kørende team. De har nogle af de bedste ingeniører og ledelse i paddocken. Deres præstationskurve er stærkt opadgående.

- Deres værdisæt er meget lig vores. Vi følte, at vi på det personlige plan kom meget godt ud af det med dem, og vi følte, at der var en stærk synergi til at bygge et langt samarbejde på. De kan fokusere på at køre ræs, og vi er mere til stede som en støttepartner og på markedsføringsdelen.

Tror på lys fremtid for Haas

Haas har i denne sæson kæmpet indædt med Renault om fjerdepladsen i konstruktørernes mesterskab. Med 20 point op til det franske team skal der en god slutspurt til i de sidste to grandprixer, for at målsætningen kan indfries, mens en femteplads synes at være sikker.

I både 2016 og 2017 sluttede det amerikanske team længere tilbage. Haas blev begge år nummer otte i teamenes indbyrdes konkurrence.

De store fremskridt i 2018 imponerer William Storey, og ifølge ham er Haas godt rustet til de fremtidige ændringer i Formel 1.

- De har en effektiv organisation, de fokuserer på det vigtige, og de er hovedsageligt optaget af at sikre, at de har en forrygende racerbil, en forrygende aerodynamisk pakke, og at det kører på meget bevidste tanker. Så det er en velfungerende forretning.

- Som Formel 1 udvikler sig mod nye bestemmelser mener jeg, at Haas er foran kurven på det område. Mange Formel 1-teams lever i lidt af en tidslomme, og de opfører sig stadig, som om det var for 10 eller 20 år siden.

Vi ønsker virkelig, at det her kan være et nyt kapitel i Formel 1

William Storey, administrerende direktør i Rich Energy

- Haas er foran kurven, og teamet er i en stærk position til at drage fordel af ændringerne i bestemmelserne, og jeg tror, at deres præstationer vil fortsætte med at blive bedre og bedre, siger William Storey.

I 2019 vil blandt andet bilernes aerodynamik blive forenklet. Bilerne vil få frontvinge med et større spænd, forenklede bremser og bredere bagvinge. Ligeledes vil den tilladte brændstofmængde blive øget fra 105 til 110 kilo.

Fra 2021 er der varslet omfattende regelændringer i Formel 1. Præcis hvilke vides ikke endnu, men der kan komme et nyt motorregulativ, og indførslen af et budgetloft er også blandt rygterne.

Magnussen er en flink fyr

Med samarbejdet med Haas kommer Rich Energy også til at arbejde sammen med Kevin Magnussen. Danskeren forlængede i slutningen af september sin kontrakt med Formel 1-teamet, der tilsvarende Rich Energys er flerårig.

- Kevin Magnussen er ikke kun en brillant racerkører, han er også en vældig flink fyr. Han er en fantastisk ambassadør. Han er en dygtig kører, og hans præstationer vil blive bedre og bedre. Han er en racerkører med verdensklasse, mener William Storey.

Arbejdet frem mod den kommende sæson er i fuld gang.

- Det er selvfølgelig fortrolige samtaler, men alle i teamet - fra ingeniørerne til kørerne - er meget støttende. Vi er begejstrede over at arbejde sammen med dem, og vi ønsker virkelig, at det her kan være et nyt kapitel i Formel 1, slutter Storey.

Søndag aften klokken 18.10 dansk tid køres det brasilianske grandprix, som er denne sæsons næstsidste. Det afsluttende grandprix finder sted i Abu Dhabi om 14 dage, den 25. november.