Formel 1

Formel 1-racerne får tyndere dæk, så de kan øge farten

Pirelli har produceret en tyndere dæktype, der skal i brug fra næste sæson. Emmanuel Dunand / Ritzau Scanpix

En ny og tyndere dæktype skal modvirke overophedning i næste års Formel 1.

Dækkenes slidbane bliver 0,4 millimeter tyndere fra næste sæson.

Det til trods er den nye model mere slidstærk og modstandsdygtig over for overophedning, fortæller producenten Pirellis Formel 1-boss.

- Jeg vil sige, at de nye dæk er en smule hurtigere, og samtidig mere konsistente, fordi vi har brugt nye teknologier og materialer, siger Mario Isola til Autosport.

Overophedning har været et problem ved flere grandprixer i denne sæson. Det får racernes dæk til at blive blødere og gå i opløsning, hvilket gør det svært at styre bilen.

Problemerne har fået Pirelli til at producere den nye dæktype, som allerede er blev testet ved tre grandprixer i form af det spanske, franske og britiske. 

- Der er tale om en generel forbedring, fastlår Isola med tanke på de nye dæk.

De skal først for alvor på prøve i næste sæson, hvor de bliver en del af producentens dækkatalog. Et dækkatalog der tilmed skal præsenteres under 'nye navne'. 

Pirelli vil fortsat lave dæktyperne superhard, hard, medium, soft, supersoft, ultrasoft og hypersoft, men det er blevet besluttet, at de tre dæktyper til hvert grandprix skal hedde hard, medium og soft. Det skal gøre det lidt nemmere for tilskuere at følge med i kørernes strategi under løbene.