Formel 1

Glad Magnussen efter flere VM-point: - Drengene i garagen får bonus nu

Kevin Magnussen var glad for, at begge Haas-bilerne sluttede i pointene i Brasilien Nelson Almeida / Ritzau Scanpix

Haas-teamet fik det optimale ud af det brasilianske grandprix, lød det efter løbet fra Magnussen.

Kevin Magnussen var tilfreds med Haas-teamets præstation i det brasilianske grandprix, hvor danskeren sluttede på niendepladsen lige bag ved teamkollegaen Romain Grosjean.

Magnussen mente selv, at han godt kunne have overhalet sin teamkollega, men blev bag ved franskmanden, da teamet ikke ville score yderligere point ved en eventuel overhaling.

- Jeg havde farten, men der var ikke noget at vinde. Jeg prøvede at optimere mine chancer og komme tæt på, hvis der nu skulle ske et eller andet foran, men det ville være dumt at tage chancer med sin teamkollega. Det var ’træls’ på jysk at være bagved sin teamkollega, men vi fik noget godt ud af det som team, sagde Kevin Magnussen efter løbet til TV 3+.

Efter en skuffende kvalifikation for Magnussen, måtte danskeren starte løbet fra 10.-pladsen.

Derfor blev strategien at begynde løbet på det lidt hårdere ’soft-dæk’ for så at skifte til ’supersoft’ undervejs i grandprixet.

Den strategi gav point, og selvom det måske havde været muligt at optimere strategien en smule, så ville det ikke have ændret på, at Haas-teamet sluttede på niende- og ottendepladsen.

- Jeg prøvede at køre så langt som muligt på soft-dækket for at være hurtig på supersoft-dækket til sidst. Måske kom vi lidt sent ind til pitstoppet, men det er nemt at sige nu. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og jeg er glad på teamets vegne for at få begge bilerne i point. Alle drengene i garagen får bonus, når det sker, sagde en smilende Kevin Magnussen.

Sæsonens sidste Formel 1-grandprix bliver kørt i Abu Dhabi om to uger.