Formel 1

Magnussen tæt på hård straf - kørte for langsomt

Kevin Magnussen skal holde sig i skindet resten af sæsonen. Nelson Almeida / Ritzau Scanpix

Under kvalifikationen i Brasilien fik Kevin Magnussen sæsonens anden reprimande, og han nærmer sig derfor en placeringsstraf.

Kevin Magnussen er snublende nær en straf på 10 placeringer.

Den danske Haas-kører overskred tidsgrænsen på en omgang under kvalifikationen til det brasilianske grandprix og forsøgte siden at forklare sig, men lige lidt hjalp det.

De løbsofficials, der overværede kvalifikationen, godtog ikke Magnussens forklaring, om at hensyn til andre kørere og det glatte føre på den regnvåde Interlagos-bane havde bremset ham.

Stewards fandt, at en overtrædelse var begået, men tog hensyn til førerens bekymring for regn, fastslog de tilsynsførende ifølge Autosport.

Derfor fik den 26-årige racerkører sæsonens anden reprimande. Den første kom efter en ureglementeret blokering af Sauber-køreren Charles Leclerc i det spanske grandprix.

Tre reprimander medfører automatisk en straf på 10 placeringer, og Magnussen skal derfor holde sig i skindet for ikke at starte langt tilbage i sæsonens sidste grandprix, der køres i Abu Dhabi 25. november.

I Brasilien sluttede Kevin Magnussen lige udenfor top 10 i kvalifikationen, og han starter derfor søndagens grandprix midt i feltet.