Formel 1

Verstappen raser mod Ocon efter dyrt uheld: - Han er sådan en idiot

Max Verstappen var utilfreds med Esteban Ocon efter det brasilianske grandprix.  Paulo Whitaker / Ritzau Scanpix

Max Verstappen måtte søndag se sejren i det brasilianske grandprix fordufte, da han midtvejs i løbet kolliderede med Esteban Ocon.

Længe så det ud til, at Max Verstappen skulle vinde det brasilianske grandprix. 

Den hollandske Red Bull-kører havde alt under kontrol, da han efter 42 omgange overhalede Force Indias Esteban Ocon med en omgang. Franskmanden forsøgte umiddelbart efter at komme tilbage på omgangshøjde, men pressede i stedet Verstappen ud på en snurretur. 

Lewis Hamilton, der startede løbet i pole position, udnyttede uheldet til at generobre førstepladsen, og dermed måtte Max Verstappen nøjes med andenpladsen. 

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne i dag. Han (Estenban Ocon, red.) var sådan en idiot, da han blev overhalet med en omgang, sagde Max Verstappen i det obligatoriske interview efter løbet. 

- Løbet var bedre end forventet for os i dag. Bilen fungerede godt, og det samme gjorde strategien. Jeg er glad for min andenplads, men vi skulle have vundet i dag, lød det fra hollænderen. 

Esteban Ocon modtog umiddelbart efter uheldet en såkaldt stop and go-straf på 10 sekunder, da løbets dommerjury vurderede, at han trods et fejlslagent forsøg på at komme tilbage på omgangshøjde fortsatte med at presse Max Verstappen og dermed forårsagede uheldet. 

- Jeg mener, at straffen siger det hele. Hvis dommerne giver ham en straf, så ved man, hvem der gjorde noget forkert i situationen, siger Max Verstappen ifølge Autosport

- Han skubbede mig og ville slå mig

Max Verstappen og Esteban Ocon diskuterede efter løbet situationen, og her kunne man flere gange se hollænderen skubbe Force India-køreren, og den reaktion er franskmanden ikke tilfreds med. 

- Jeg var virkelig overrasket over Max' opførsel efterfølgende. FIA (den internationale motorsportsunion, red.) var nødt til at stoppe ham fra at være voldelig. Han skubbede mig og ville slå mig, og det er ikke professionelt, siger Esteban Ocon ifølge BBC. 

På baggrund af diskutionen har FIA nu valgt at indkalde de to kørere til en samtale, hvor de skal undersøges for at have brudt reglerne om, at man ikke må sætte hverken løbet eller motorsporten generelt i et dårligt lys. 

22-årige Ocon mener desuden ikke, at han gjorde noget galt i situationen, hvor han umiddelbart efter et pitstop havde helt friske dæk på og derfor kørte hurtigere end Verstappen. 

- Jeg var efter Max i to omgange. På den første omgang var jeg meget hurtigere, og det var jeg også på den anden. Reglerne siger, man må forsøge at køre sig tilbage på omgangshøjde, og det var det, jeg gjorde, siger Esteban Ocon.

Esteban Ocon sluttede løbet som nummer nummer 15 og scorede dermed ikke point til Force India.