Formel 1

Alonso sender stikpille mod Formel 1 før karrierens sidste løb

Fernando Alonso stopper i Formel 1 efter denne sæson.

Fernando Alonso er langt fra tilfreds med udviklingen i Formel 1, og det er én af årsagerne til, at han nu stopper i motorsportens kongeklasse.

Når Yas Marina Circuit i Abu Dhabi om en uge lægger asfalt til sæsonens sidste grandprix, danner banen samtidig rammen om Fernando Alonsos sidste løb i Formel 1. 

17 år efter spanierens første grandprix har den dobbelte verdensmester valgt at stoppe i motorsportens kongeklasse, hvor de seneste sæsoner ikke har været nogen stor succes. 

Jeg stopper i Formel 1, fordi jeg mener, det er et svagt show

Fernando Alonso

Men det er ikke kun de svigtende sportslige resultater, der har fået McLaren-køreren til at trække stikket. Fernando Alonso er skuffet over, hvordan Formel 1 har udviklet sig. 

- Det, der sker nu i Formel 1, er ikke det, der gav mig lysten til at blive racerkører, siger Fernando Alonso ifølge PlanetF1

- Jeg stopper i Formel 1, fordi jeg mener, det er et svagt show. Vi snakker mere om, hvad der sker uden for banen. Vi snakker om skænderier og radiobeskeder, siger spanieren med henvisning til, at de beskeder, der blive udvekslet mellem kører og hold igennem teamradioen ofte bliver et samtaleemne efter løbene. 

Fernando Alonso har i denne sæson scoret 50 point, hvilket rækker til en 10.-plads i VM-stillingen - langt fra verdensmesteren Lewis Hamiltons 383 point. 

Igen i år har kampen om verdensmesterskabet stået mellem Mercedes og Ferrari, mens Red Bull har siddet sikkert på tredjepladsen. Et resultat, som langt de fleste havde forudsagt før sæsonen, og det ærgrer Alonso. 

- Jeg kan skrive resultatet for de første 15 placeringer til det næste løb - måske med et par ændringer. Jeg har svært ved at acceptere, hvor forudsigeligt det er blevet, siger den 37-årige spanier. 

Fernando Alonso har i løbet af karrieren kørt 313 grandprix'er, vundet 32 løb og kørt sig på podiet 97 gange.