Formel 1

Vettel føler sig presset, mener tidligere verdensmester

Sebastian Vettel fejrer sidste års andenplads i Abu Dhabi, hvor sæsonens sidste grandprix blev kørt.

Den tidligere Formel 1-vinder Nico Rosberg mener, at Sebastian Vettel bliver nødt til at tage sig sammen.

Sebastian Vettel har aldrig lagt skjul på, at det er en drøm at blive verdensmester for Ferrari. 

Men skal det lykkes, kræver det, at den tyske racerkører detroniserer Lewis Hamilton. Og det er ikke så nemt endda, for briten har vundet Formel 1 de seneste to sæsoner.

Han bliver bare nødt til at tage sig sammen næste år

Nico Rosberg, tidligere Formel 1-vinder

- Der er pres på, absolut, medgiver den tidligere verdensmester Nico Rosberg, der er ekspert for Sky Sports.

- Jeg er helt sikker på, han mærkede det allerede sidste år. Specielt nu hvor han kører for Ferrari, hvor presset er størst, fordi alle øjne er rettet mod dig. Han føler det, det er helt sikkert. Han bliver bare nødt til at tage sig sammen næste år.

31-årige Vettel var næstbedst i sidste års sæson efter netop Hamilton. Før skiftet til Ferrari blev han verdensmester fire gange i træk fra 2010 til 2013.

Før den kommende sæson har Charles Leclerc erstattet Kimi Raikkonen hos det italienske team. Den finske veteran byttede sæde med unge Leclerc, der er blevet hentet fra udviklingsteamet Sauber.

- Det kan give en meget, meget positiv dynamik med Sebastians nye teamkollega, men det kan også blive negativt og backfire. Så det bliver interessant at følge.

- Vettel bliver nødt til at forbedre sig, og det samme gør resten af holdet. De lavede for mange fejl sidste år, for de kunne have vundet, vurderer Rosberg, der blev verdensmester for Mercedes i 2016, hvorefter han stoppede i Formel 1.

Formel 1-sæsonen 2019 starter som sædvanlig i Australien, hvor der er grandprix fra 14. til 17. marts.