Formel 1

Ferrari skruer op for budgettet i jagten på VM-titel

Formel 1-teamet Ferrari øger budgettet i 2019.

Ferrari vil øge Formel 1-budgettet i 2019 i bestræbelserne på at slå Mercedes i kampen om VM-titlen.

De seneste år har Ferrari haft svært ved for alvor at udfordre konkurrenterne fra Mercedes.

I den seneste sæson vandt Mercedes verdensmesterskabet med Lewis Hamilton foran Ferraris Sebastian Vettel, mens Ferrari også måtte se sig besejret af Mercedes i konstruktørernes mesterskab.

I 2019 vil det italienske mandskab gøre, hvad de kan for endelig at skubbe Mercedes væk fra det øverste podietrin, og de har derfor øget budgettet til holdet.

- Mens vores Formel 1 -præstation sidste år var den bedste, siden vi vandt konstruktørmesterskabet i 2008, levede vi ikke op til vores ambition om at hæve trofæet, siger formand og administrerende direktør i Ferrari, Louis Camilleri ifølge Autosport.

- Vores mål forbliver det samme, som det altid har været – at vinde. I 2019 vil vi øge udgifterne, hvilket delvist afspejler denne ambition.

Ferrari skal minimere fejl

Ifølge TV 2 SPORTs motorsportsekspert, Jacob Hammerholt, er det ikke nødvendigvis bilen, der skal ændres på, hvis holdet skal lukke hullet til Mercedes. Det er derimod det taktiske, der skal forbedres.

- Ferrari havde sidste år det, som flere eksperter vurderede til at være den hurtigste bil i feltet, men de formåede altså ikke at vinde VM for hverken kørere eller konstruktører. Meget af det hænger sammen med, at de simpelthen lavede flere fejl end Mercedes.

- Hvis bilen i år er ligeså god som sidste år, så er det sådan set ikke bilen, de skal udvikle så meget på. Så er det simpelthen at få planlagt træninger, kvalifikation og løb bedre rent strategisk, siger Jacob Hammerholt.

- I kvalifikationerne har vi set Ferrari lave fejl, som ingen af de andre topteams har lavet, og i løbene er de også nødt til at minimere de taktiske og strategiske fejl. De skal selvfølgelig holde maskineriet i gang og bygge en god bil, men som udgangspunkt var det ikke bilen, der manglede sidste år.

- Det var simpelthen teamet, der manglede effektivitet. Der var Mercedes bare skarpere end Ferrari sidste år.

Teamchef skabte ikke ro

Det er ikke kun økonomisk Ferrari har foretaget ændringer til 2019 -sæsonen. I januar fyrede holdet teamchefen gennem fire år Maurizio Arrivabene. Ferrari har i stedet ansat Mattia Binotto i rollen som temachef, og det er en fornuftig beslutning, mener Jacob Hammerholt.

- Arrivabene har været en spektakulær og meget flamboyant type i Formel 1, men han er ikke blevet kendt for at være en mand, der har skabt hverken resultater eller ro på holdet. Jeg tror, det var en rigtig løsning at finde en ny mand for at kunne præge teamet nedaf i rækkerne og få kigget på de her fejl og få elimineret dem.

Formel 1-sæsonen starter 14. marts, når det australske grand prix lægger asfalt til årets første løb.