Formel 1

- At tvivle på os er som at tvivle på månelandingen, siger Haas-sponsor

William Storey, der står i mellem Günther Steiner og Romain Grosjean, afviser alle rygter omkring, at hans firma ikke findes.

William Storey, der er direktør hos Haas' nye hovedsponsor, afviser alle rygterne omkring, at Rich Energy ikke skulle være troværdigt.

Kevin Magnussens Haas-team præsenterede torsdag sin nye racer til den kommende sæson.

Og her blev rygterne bekræftet omkring, at der kommer til at ske en markant ændring af bilens udseende. Sort og guld bliver nemlig de dominerende farver på Kevin Magnussen og Romain Grosjeans racere, der tidligere har været grå, rød og sort.

Farverne kommer fra teamets nye storsponsor, Rich Energy, der producerer energidrik. Foruden farverne er teamets navn også blevet ændret, så det fra den kommende sæson hedder Rich Energy Haas.

Rich Energy-firmaet har dog ikke haft den letteste entré til sporten.

Flere kritikere har stillet spørgsmålstegn ved sponsoratet, da firmaets produkter er forholdsvist usete i diverse supermarkeder og butikker. William Storey, Rich Energy-direktør, har budt mediernes kontrol af firmaet velkommen, men skyder hurtigt påstandene ned.

- Kritikerne er åbenlyst ikke på den samme planet som du og jeg. Jeg tror, at en masse har lagt to og to sammen, og så har de fået fem. Jeg har hørt disse nonsens rygter, og det er bare latterligt. Men jeg ignorerer det bare, siger William Storey ifølge Autosport.

Torsdag blev Haas' nye racer annonceret fra den kommende sæson.

- Vi har lige produceret 90 millioner dåser. Ifølge mig er det som at sige, at vi aldrig har været på månen, eller at Elvis stadig er levende. Det er bare fantasi. Det er interessant, at alle disse kritikere aldrig har mødt mig, og at de faktisk ikke kender os. Det er spekulationer baseret på ingen information.

Storey og Rich Energy vil tage kampen op med Red Bull, der er den bedst sælgende energidrik i verden. Han forklarer også, at Rich Energys lavere profil skyldes, at det ses som et eksklusivt produkt og ikke bare er tilgængeligt på hylderne.

Den bedste aftale energidrik-firmaet kunne få

Formel 1-mediet skriver derudover, at der i flere omgang har været rygter omkring, at Storey og Rich Energy har haft samtaler med forskellige Formel 1-teams.

Williams, McLaren og Force India meldes alle at have været i kontakt med firmaet, men det endte altså med en aftale med Haas.

- Dette var den bedste aftale, vi kunne få iblandt alle holdene. Vi synes, at vi har et bedre produkt og brand end Red Bull, og det er fantastisk at kunne konkurrere mod dem både på og uden for banen.

Årets første løb køres 17. marts, når Albert Park i Melbourne lægger asfalt til det australske grandprix.

Kevin Magnussens biler i Formel 1

  1. 2014

    1. McLaren MP4-29

      Kevin Magnussen kørte sin første sæson i Formel 1 i 2014, hvor han kørte for McLaren.

      Kevin Magnussens første racer i Formel 1 var McLaren MP4-29, der blev præsenteret 24. januar 2014. Danskeren havde afløst mexicanske Sergio Perez på det britiske storhold, hvor han skulle køre side om side med Jenson Button.

       

      MP4-29 var drevet af en Mercedes' 1.6 liters turbodrevne motor, PU106A Hybrid. Resultatmæssigt var der ikke meget held i motoren, der var den første af sin slags siden Hondas succesfulde motor i 1988, der gav 15 sejre i 16 løb. Kevin Magnussen blev nummer to i sæsonens første løb, men herefter gik det kraftigt ned ad bakke. Danskeren sluttede som nummer 11 i VM-stillingen - tre placeringer efter Jenson Button.

  2. 2015

    1. McLaren MP4-30

      Kevin Magnussen fik kun et enkelt løb i McLaren MP4-30 i 2015.

      Det var ikke planen, at Kevin Magnussen skulle køre nogen af årets løb i den nye MP4-30, da han inden sæsonen blev erstattet af den tidligere verdensmester Fernando Alonso. Men spanieren blev skadet i optakten til sæsonen, og det betød, at Magnussen skulle køre det australske grandprix. Et grandprix, som danskeren ikke gennemførte.

       

      McLaren havde til 2015-sæsonen skiftet Mercedes ud med Honda som motorleverandør. Men Hondas motor, RA615H, levede slet ikke op til forventningerne og bød sæsonen igennem på store udfordringer. Hele 12 gange i løbet af året måtte McLaren trække en bil ud af et løb, og det resulterede i en 15.- og 16.-plads i VM-stillingen til Jenson Button og Fernando Alonso.

  3. 2016

    1. Renault R.S. 16

      Kevin Magnussen kørte en enkelt sæson hos Renault, hvor han var teamkollega med britiske Jolyon Palmer.

      Under et storstilet show blev Kevin Magnussen og Jolyon Palmer 3. februar præsenteret som Renaults nye kørere. De to kørere gik sammen ind i salen fyldt med pressefolk og tilskuere, hvorefter de sammen fjernede lagenet, der skjulte holdets nye bil, R.S. 16.

       

      2016 var første sæson med Renault tilbage i Formel 1, hvor de overtog licensen fra Lotus. Motoren, Renault RE16, var en turbodrevet 1.6 liters V6-motor. Da det var den første sæson tilbage i motorsportens kongeklasse, var forventningerne heller ikke store. At holde forventningerne lavt var en god idé, da holdet i sæsonens løb kun formåede at skrabe otte point sammen.

    2. VF-17

      Kevin Magnussen blev i 2017 hentet til det amerikanske hold Haas F1 Team.

      For Kevin Magnussens vedkommende blev det kun til en enkelt sæson hos Renault. Danskeren skiftede til amerikanske Haas F1 Team, der blot havde en enkelt sæson på bagen i Formel 1. I et tæt samarbejde med Ferrari udviklede Haas VF-17.

       

      Teamchefen, Günther Steiner, sagde på præsentationen af bilen, at den havde fået et mere "aggressivt look", og at de havde lært en masse fra første sæson, hvor det kun var pedalfoden, der ikke var blevet skiftet ud. Haas scorede 18 point mere end den første sæson, men måtte igen nøjes med en ottendeplads i konstruktørernes mesterskab.

  4. 2018

    1. VF-18

      Kevin Magnussen kørte i 2018 sin bedste sæson i Formel 1.

      For første gang i karrieren kunne Kevin Magnussen se frem til sin anden hele sæson for det samme hold. VF-17 var blevet til VF-18, og det skulle vise sig at være en markant bedre bil. Allerede under testdagene i Barcelona inden sæsonen imponerede det amerikanske hold med Magnussen og Romain Grosjean bag rattet.

       

      Det tætte samarbejde med Ferrari blev intensiveret, og inden sæsonen forlød det, at de i grove træk bare havde overtaget italienernes bil fra sæsonen før. Det fik blandt andre den tidligere verdensmester Fernando Alonso til at lange hårdt ud efter Haas, da spanieren sagde, at det var svært at følge med, når de havde kopieret Ferraris bil.

       

      Sæsonen blev da også Haas' suverænt bedste, hvor de hentede 93 point og blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab. I lang tid kæmpede de endda med Renault om fjerdepladsen. 

  5. 2019

    1. VF-19

      Haas bil til 2019-sæsonen

      I slutningen af 2018-sæsonen blev den britiske energidrikproducent Rich Energy præsenteret som ny navnesponsor hos Haas. Det fik også indflydelse på racerens udseende til 2019-sæsonen, hvor de dominerende farver blev sort og guld, der er Rich Energys normale farver.

       

      Bilen blev præsenteret på Royal Automobile Club i London, hvor både Kevin Magnussen og Romain Grosjean var til stede.