Formel 1

- Jeg er et sted, hvor det er rigtig svært at komme videre, siger Magnussen

I et interview med TV 2 SPORT erkender Kevin Magnussen, at han har mistet momentum i jagten på sin store drøm. En drøm, han nægter at opgive.

- Det er starten på noget stort.

Det var ordene, som de faldt, da en ung Kevin Magnussen landede i Københavns Lufthavn en novemberdag i 2013.

Den unge racerkører havde netop underskrevet en kontrakt med et af Formel 1’s største teams. På britiske McLaren skulle Magnussen være teamkammerat med stjernen Jenson Button.

Han er tidligere verdensmester. Kommer du også til at blive verdensmester?

- Ja, lød det selvsikkert fra det 21-årige talent, der indtil da var mest kendt som Jan Magnussens søn.

Nu skulle Kevin træde ud af sin fars fodspor, og det må man sige, han har gjort.

I lære hos en mester

Efter en enkelt sæson hos McLaren måtte Kevin Magnussen imidlertid sande, at niveauet endnu ikke var til at blande sig i kampen om at vinde Formel 1. Teamet satsede i stedet på erfaring og hentede Fernando Alonso.

Magnussen og Formel 1

Året efter sin debutsæson – i 2015 – blev Kevin Magnussen degraderet til testkører for Jenson Button og Fernando Alonso hos McLaren. Nu står han over for sin femte sæson med et fast sæde i Formel 1.

2014: McLaren

(2015: McLaren)

2016: Renault

2017: Haas

2018: Haas

2019: Haas

Det til trods føler Magnussen stadig, han fik meget med fra den tid. Især fordi Jenson Button var god til at dele ud af sin rutine.

- Der var bare så sindssygt meget at lære, og det var fedt at have en med erfaring, der var så dygtig. At sidde over for ham og se, hvordan han arbejder, var rigtig godt for mig som helt ny i Formel 1, siger Kevin Magnussen, da TV 2 SPORT møder ham under testdagene i Barcelona.

Siden tiden hos McLaren har Kevin Magnussen bygget sig op på ny. Efter et år hos Renault kom han ind på det nystartede Haas-team, hvor han har fået den tillid, de andre teams aldrig gav ham.

Hos amerikanerne er der plads til fejl, og Magnussen har begået dem, der var nødvendige for, at han i dag står som en mere helstøbt racerkører.

- Jeg tror, at erfaring har meget at sige i sig selv. Jo mere erfaring du får, jo mere forberedt er du bare oppe i hovedet, når du går ind til et løb, forklarer Magnussen.

Nye vinde hos Haas

Historien om Kevin Magnussen og Haas er indtil videre en fortælling om et frugtbart samarbejde. Da Magnussens skifte til teamet blev annonceret i efteråret 2016, havde det amerikanske team netop overstået sin første sæson i Formel 1.

Kun takket være en række pointgivende præstationer fra Romain Grosjean klemte Haas sig akkurat op i Formel 1-holdenes top otte i debutsæsonen.

Jeg er et sted, hvor det er rigtig svært at komme videre

Kevin Magnussen

I 2017 blev Romain Grosjeans makker Esteban Gutierrez udskiftet med en vis dansk racerkører, og modsat mexicaneren bidrog Magnussen med point fra start. Samarbejdet nåede sit foreløbige højdepunkt i sidste sæson, hvor den fransk-danske duo sikrede Haas en femteplads i holdstillingen.

Ifølge Kevin Magnussen er udviklingen et resultat af kontinuitet.

- Vi lærer hinanden bedre at kende, og der er flere og flere ting, som vi ikke behøver at snakke om, fortæller han.

Magnussen står nu over for sin tredje sæson på Haas-teamet. Alle årene har Romain Grosjean siddet i amerikanernes andet Formel 1-sæde, og deres nærmeste chef har været italienske Günther Steiner. Forud for 2019-sæsonen er der imidlertid sket rokeringer i Haas’ stab og en ny storsponsor er kommet til.

Men forandringerne bekymrer ikke Kevin Magnussen.

- Det giver os mulighed for at bruge flere penge og give den lidt mere gas på nogle forskellige områder. Folkene, vi får ind, er dygtige og rigtige for os, og vi mener, de passer ind på nogle områder, hvor vi har brug for noget mere, forklarer han.

Har tabt momentum

De nye tiltag og femtepladsen i 2018 positionerer Haas som en af topkandidaterne til det uofficielle hædersmærke best of the rest. Pengestærke Mercedes, Ferrari og Red Bull har i tre sæsoner sat sig tungt på topplaceringerne i Formel 1, mens de øvrige teams har været overladt til en kamp om fjerdepladsen.

Magnussen efter McLaren

Siden Kevin Magnussen skiftede væk fra McLaren, er det kun gået en vej med hans placeringer i Formel 1-kørernes interne regnskab.

2016: Nummer 16 (med 7 VM-point)

2017: Nummer 14 (med 19 VM-point)

2018: Nummer 9 (med 56 VM-point)

Kilde: Formula1.com

Og selvom Haas udvikler sig i den rigtige retning, kan det amerikanske team endnu ikke se sig fri for at være et midterhold med udstyr fra næstøverste hylde. Det har givet Kevin Magnussen to top fem-placeringer som de foreløbige højdepunkter i sin tid på teamet.

- Det er hårdt og besværligt at finde glæde ved at blive nummer syv eller fem, for sådan er jeg ikke bygget. Det er sejre, der betyder noget. Jeg er en vinder, siger den danske racerkører, der ærgrer sig over, at han aldrig greb chancen hos McLaren.

Vejen til de tre top-teams er nemlig kortere for en ung racerkører med masser af udviklingspotentiale, og oftere og oftere ser man vindere af juniorrækkerne bane sig vej efter én vellykket sæson i Formel 1.

- Det er det momentum, jeg har tabt. Jeg er røget af det tog, som de unge drenge kommer ind med. Jeg er et sted, hvor det er rigtig svært at komme videre, erkender han.

Man skal aldrig sige aldrig. Lad os vente og se

Kevin Magnussen

VM-drømmen lever

Når man i dag stiller 26-årige Kevin Magnussen dét spørgsmål, han besvarede uden at tøve i Københavns Lufthavn for fem år siden, er svaret derfor mere vævende.

- Den eneste grund til, at jeg er i Formel 1, er, at jeg vil være verdensmester. Det er det, jeg prøver at opnå, så jeg er hverken tilfreds eller på plads. Jeg er stadig på den rejse, men samtidig er jeg blevet voksen. Jeg ser tingene med mere realistiske briller.

Men selvom vejen til verdenstoppen på sin vis er blevet længere for Magnussen, siden han debuterede i Formel 1, har han ikke givet slip på drømmen.

Han bruger Valtteri Bottas og sin tidligere lærermester Jension Button som forbilleder. Begge har revet sig løs af midterfeltet for at skrive under med et topteam i en relativt fremskreden alder.

- Det er det, jeg håber nu. At jeg kan gøre det godt nok til, at det er mig, der bliver kigget på, når en dør pludselig åbner sig.

Det kan måske lyde som om, Magnussen ser Haas som et springbræt, men den køber han ikke. VM-drømmen dør ikke, selvom tilbuddet fra Mercedes, Red Bull eller Ferrari udebliver.

- Haas' chance for at få en verdensmester inden for de næste fem år er nok mindre end Ferraris, men man skal aldrig sige aldrig. Lad os vente og se, slutter en smilende Kevin Magnussen.