Formel 1

Ferrari og Mercedes vil ødelægge Formel 1 uden budgetloft, mener Haas-boss

Günther Steiner mener, at et budgetloft i Formel 1 vil give et bedre show. Haas F1 Team

Haas' teamchef, Günther Steiner, mener, at den store dominans fra Ferrari og Mercedes i Formel 1 vil ødelægge sporten.

Mercedes og Ferrari har været de to dominerende teams i Formel 1 gennem de seneste år. Mercedes-teamet er blevet verdensmester i Formel 1 hvert år siden 2014, hvor kun Ferrari og til dels Red Bull har været en reel trussel i kampen om verdensmestertitlen.

Teamchefen hos Haas, Günther Steiner, har tidligere været fortaler for markante ændringer i Formel 1-sporten for at gøre sporten mere jævnbyrdig. Nu foreslår han så et budgetloft for at udligne den store ulighed, der er i sporten.

- Med lige økonomiske vilkår, hvor alle har de samme ressourcer, vil der komme mere konkurrencedygtigt og tættere ræs, siger Günther Steiner til GP Fans.

- Det er, hvad fansene vil se efter min mening, og jeg tror Mattia Binotto (teamchef hos Ferrari) og Toto Wolff (teamchef hos Mercedes) er enige med mig. Efter et stykke tid, hvor du bare dominerer, ved du, at du ødelægger noget.

Formel 1's ejere, Liberty Media, har varslet markante ændringer i Formel 1 fra 2021, og Liberty Media er helt med på idéen, fortæller Haas-chefen. Ejerne er nemlig også interesseret i at gøre sporten mere seværdig.

- Hvis du laver et godt show, vil folk se os. Vi har brug for noget, folk ønsker at se, og hvis 20 kørere teoretisk set kan vinde eller i det mindste komme på podiet, er det et godt show, fastslår Günther Steiner.

Haas endte sidste år på femtepladsen i konstruktørernes mesterskab. Det amerikanske team var dog over 300 point efter Red Bull på tredjepladsen. Derfor hilser også Kevin Magnussen forslaget fra sin teamchef velkommen.

- Vi bruger hver en dollar bedre end mange hold, og derfor vil vi have et budgetloft. Vi føler, at vi ville klare os godt med et budgetloft, fordi vi formentlig ikke skulle bruge færre penge, siger danskeren.

Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet kører årets første grand prix om to uger, når Albert Park i Melbourne skal lægge asfalt til det australske grand prix.