Formel 1

- Vi var håbløse, siger frustreret Magnussen

Kevin Magnussen havde en frustrerende dag på kontoret i Bahrain. Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Haas havde problemer med begge biler under Bahrains grandprix, og Kevin Magnussen kom aldrig for alvor i nærheden af point.

Det blev aldrig rigtig Kevin Magnussen og Haas' dag på banen i Bahrains grandprix søndag eftermiddag.

Selvom danskeren startede som nummer seks, gik der ikke længe, før han efter et tvungent pitstop med dækproblemer var nummer 15.

- Det tør vist siges, at det var en vanskelig dag. Jeg ved ikke, hvorfor vi var så håbløse, men det håber jeg, vi kan finde ud af, lød det skuffet fra Kevin Magnussen efter løbet til TV 3+.

Allerede på 17. omgang blev ondt til værre for Haas, da holdkammeraten Romain Grosjean måtte udgå efter lignende problemer på 17. omgang efter allerede at have lidt under en svær start, hvor han blev kørt af banen efter første sving.

For at holde sig til i kampen om point måtte Magnussen trods sit tidlige pitstop køre efter en et-stop-strategi, men de mere og mere slidte mediumdæk - kombineret med manglende fart i raceren - gjorde arbejdsbetingelserne mere end vanskelige.

- Vi kører for langsomme omgangstider. Pace-mæssigt, men også håbløst langsomt på langsiderne. Så jeg bliver bare overhalet alle steder fra, og jeg har ingen chance for at forsvare mig. Der skal laves lidt hjemmearbejde, sagde Magnussen.

Danskeren sluttede løbet som nummer 13 blandt de 16 kørere, der gennemførte løbet, mens Lewis Hamilton fik en sejr foræret efter motorproblemer til Charles Leclerc.

Trods den hårde dag på kontoret beholder Magnussen ottendepladsen i den samlede stilling, hvor han efter de to første løb har otte point.

Næste opgave bliver Kinas grandprix i weekenden den 12.-14. april.