Magnussen ryger ud af top-10 på officiel rangliste

16x9
Kevin Magnussen i Haas-raceren under en træning i Kina. Foto: Thomas Peter / Ritzau Scanpix

For anden gang i træk falder Kevin Magnussen på Formel 1's officielle formbarometer. Denne gang er han ikke at finde blandt de ti bedste.

Kevin Magnussen er væk.

To skuffende grandprixer i træk har sendt den 26-årige Haas-dansker ud af top-10 på Formel 1's officielle formbarometer.

Efter 13.-pladsen i Bahrain faldt Magnussen fra tredje- til ottendepladsen. Efter endnu en 13.-plads - denne gang i Kina - er han ikke længere at finde på ranglisten.

Magiske Albon

Største hop på listen står Lewis Hamilton (Mercedes) og Alexander Albon (Toro Rosso) for. Begge springer fire pladser frem til henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Førstnævnte vandt grandprixet i Shanghai, mens Albon blev kåret som 'Driver of the Day' (dagens kører) efter at have kørt sig i pointene for andet grandprix i træk.

- Alexander Albon kunne have været psykologisk begravet efter sit kæmpe uheld i den tredje frie træning. Som forventet missede han kvalifikationen og startede grandprixet fra pitten, men derfra var den thailandske kører magisk, lyder det.

Albon blev nummer ti, da han formåede at holde en jagende Romain Grosjean, Magnussens teamkollega, bag sig.

- Hvis Toro Rosso surmulede over Albon efter lørdag, ville de have været henrykte over ham 24 timer senere, og hans vedvarende stigning på ranglisten afspejler den respekt, nybegynderen opnår i pitten.

Perez viste uforklarlig evne

Eneste nye ansigt på listen er Racing Points Sergio Perez, der overhalede Kevin Magnussen kort efter starten i Kina.

Mexicaneren sluttede som nummer otte i grandprixet - hans bedste resultat i Shanghai nogensinde - og øgede sin totale VM-pointhøst til fem point.

- Teamet fik et moralsk boost takket være endnu en klassisk Perez-opvisning. Mexicaneren kom strålende af sted, inden han viste sin uforklarlige evne til at få et Pirelli-sæt til at holde, mens han stadig kørte stærkt og sluttede på ottendepladsen efter Renaults Daniel Ricciardo, lyder bedømmelsen af Perez.

Kevin Magnussen er på niendepladsen i VM-stillingen med otte point. Danskeren åbnede sæsonen med en sjetteplads i Australien.

Lewis Hamilton fører VM-stillingen med 68 point.