Formel 1

Hamilton dedikerer sejr til ung, kræftramt fan

Lewis Hamilton med beviset på, at han var hurtigst i Barcelona.

En femårig fan sendte Lewis Hamilton en hilsen før Spaniens grandprix, og det blev en ekstra motivation for den britiske verdensmester.

Lewis Hamilton startede Spaniens grandprix som lyn og torden, og allerede i første sving overhalede han sig til førstepladsen, som han forsvarede hele vejen til mål.

Verdensmesteren var også ekstra motiveret for at vinde søndagens løb, for udover point, hæder og en førsteplads i VM-stillingen, ville han også vinde for en helt særlig fan - femårige Harry Shaw fra England, der kæmper med en sjælden form for knoglekræft.

- Han var nærmest min skytsengel i dag (søndag, red.). Jeg havde fået en rigtig fin besked fra ham, og vi sendte ham et kort og en kasket, og det så jeg før løbet. Jeg søgte noget inspiration, noget at køre for, så jeg dedikerede løbet til ham, sagde Hamilton efter grandprixet, ifølge ESPN.

- Jeg håber, han så med. Jeg kontakter ham her bagefter, og så vil vi prøve at gøre noget særligt for ham. Han kunne jo have valgt enhver anden kører, så at han i sin sværeste tid sender sådan en besked, gør mig meget ydmyg og taknemmelig.

Få timer før Spaniens grandprix blev Lewis Hamilton præsenteret for videoen af den unge fan, der fra sin sygeseng - iført Mercedes-kastet og med en Hamiltons autograf ved sin side - ønskede sin Formel 1-helt held og lykke med løbet.

Og denne hilsen valgte Hamilton selv at slå op Instagram før grandprixet.

- Harry, du aner ikke, hvor meget denne besked betyder for mig, min ven. Tusind tak, du er min inspiration i dag. Jeg vil prøve at gøre dig stolt. Du er en virkelig stærkt dreng, og jeg vil ville ønske, jeg var lige så stærk som dig, skrev verdensmesteren blandt andet i opslaget.

Den femårige englænder fik konstateret kræft for ni måneder siden, og den 29. april vurderede lægerne, at han kun havde en uge tilbage at leve i. Det fremgår inde på en indsamlingsside for Harry Shaw, som Hamilton også delte.

Lewis Hamilton vandt Spaniens grandprix foran holdkammeraten Valtteri Bottas og Red Bull-køreren Max Verstappen, og topper dermed VM-stillingen foran netop Bottas.

De to Mercedes-kørere er endt som nummer et og to i alle fem løb indtil videre i sæsonen.