Formel 1

Formel 1 er ikke hårdt nok, siger Hamilton

Lewis Hamilton har i denne sæson vundet tre ud af de første fem løb. Teamkollegaen Valtteri Bottas har vundet de andre to.  Pau Barrena / Ritzau Scanpix

Lewis Hamilton opfordrer til, at man i fremtiden laver en række ændringer, der gør det hårdere at køre i Formel 1.

Mercedes har ikke fået meget modstand i denne sæson.

Lewis Hamilton og Valtteri Bottas har således sørget for, at det tyske storhold har vundet de fem første løb og dermed lagt fundamentet for det sjette verdensmesterskab i træk.

Vi bliver ikke trætte. Ærligt, så er bilerne ikke hårde nok at køre

Lewis Hamilton

Om det er på grund af den suveræne sæsonstart skal være uvist, men Lewis Hamilton mener ikke, at det er krævende nok at køre Formel 1 - sammenlignet med andre sportsgrene.

- Det er ikke som i cykling, hvor man har brug for mere blodgennemstrømning gennem hjertet og ilt. Vi bliver ikke trætte. Ærligt, så er bilerne ikke hårde nok at køre.

- Det skal være mere fysisk krævende. For eksempel tror jeg, at vi i 2021 er nødt til at afskaffe servostyring, så vi bliver helt udmattede efter et løb. Det er sådan, sporten skal være, siger Lewis Hamilton til motorsportsmediet Crash.

Den femdobbelte verdensmester henviser til, at der i øjeblikket bliver forhandlet frem og tilbage om en række markante ændringer i Formel 1 fra 2021 - og her håber han altså på, at man også vil gøre det hårdere at køre i motorsportens kongeklasse.

Én af årsagerne til, at den 34-årige brite ønsker, det skal være hårdere, er, at der de seneste år er en række unge kørere, der har gjort sin entré i Formel 1. Således er Max Verstappen, Lance Stroll og Lando Norris de tre yngste debutanter nogensinde.

- Tennis-spillere er færdige efter en kamp - særligt efter flere timer, og cykelryttere er helt døde efter Tour de France. Det er sådan, jeg føler, vi skulle have det. Men det er der mindre af i disse dage, og det er derfor, at en 18-årig kan komme ind og ikke have nogen problemer, siger Lewis Hamilton.

Lewis Hamilton og Mercedes har været ganske suveræne i denne sæson, hvor han sammen med holdkammeraten Valtteri Bottas har vundet de fem første løb.

Næste gang Lewis Hamilton og resten af Formel 1-feltet skal i aktion er i den kommende weekend, hvor Monacos grandprix løber af stablen.