Formel 1

Chefen var ellevild efter Magnussens resultat

Günther Steiner jubler over Kevin Magnussens kvalifikation i Monaco.

Haas' teamchef Günther Steiner er særdeles tilfreds med Kevin Magnussen, der starter som nummer fem i Monacos grandprix.

Kevin Magnussen starter som nummer fem i søndagens Formel 1-grandprix i Monaco, og det er en tangering af Haas-teamets bedste startplads nogensinde.

Kvalifikationen lover godt for endnu en stor præstation i løbet. Banen i Monaco er nemlig både smal og fyldt med sving, der gør det meget svært at overhale. Derfor regnes kvalifikationen i Monaco som sæsonens vigtigste.

Magnussen var den bedste af alle kørere i midterfeltet og var sjettehurtigst i kvalifikationen. En efterfølgende placeringsstraf til Red Bulls Pierre Gasly betyder, at danskeren rykker endnu en plads frem.

- Kevin leverede et fantastisk stykke arbejde. Vi kunne ikke have gjort noget bedre, siger Haas-teamchef Günther Steiner i en pressemeddelelse.

Magnussen var selv lykkelig for sin præstation, men hyldede samtidig holdet.

Reddet i garagen

I den anden kvalifikationsrunde beskadigede Magnussen nemlig sin racer i et sammenstød med en bande langs de smalle veje i Monaco.

Det blev dog fikset i garagen, og det fik en stærkt tilfreds Günther Steiner til at uddele krammere til mekanikerne.

- Holdet var fantastisk til at reagere, da han beskadigede frontvingen. Alt gik så glat, så jeg er meget glad og stolt over det her resultat. Det kan gutterne også være, siger Steiner.

Teamchefen håber nu på et roligt, rent og udramatisk grandprix søndag, så Kevin Magnussen for andet løb i træk kan sikre holdet point.

Gasly kostede Grosjean dyrt

For holdkammeraten Romain Grosjean bliver det derimod vanskeligt. Han starter som nummer 13 på Monaco-banen, hvor det er uhyre svært at overhale.

Grosjean blev elimineret i anden kvalifikationsrunde, da han blev tvunget til at bremse hårdt for at undgå et sammenstød med Gasly.

- Jeg er selvfølgelig utilfreds. Selvom Gasly blev straffet, var det ikke hans skyld, og det ændrer ikke noget for min kvalifikation. Jeg starter, hvor jeg starter, og det er skidt. I Monaco er der ikke meget at håb, fordi kvalifikationen er nøglen, siger Romain Grosjean.

Søndagens grandprix køres klokken 15.10 og kan følges i vores liveblog på sport.tv2.dk.