Formel 1

Magnussen tildelt tidsstraf og strafpoint

Kevin Magnussen kørte over målstregen som nummer 12, men han er blevet rykket yderligere to placeringer ned.

Kevin Magnussen er blevet straffet for en duel med Sergio Perez i Monacos grandprix.

Fire timer efter afslutningen på Monacos grandprix er Kevin Magnussen blevet rykket yderligere tilbage i resultatlisten.

Det er den internationale motorsportsunion, FIA, som har tildelt den danske Formel 1-kører en straf på fem sekunder. Det betyder, at han rykker fra 12. pladsen til en 14. plads.

Straffen kommer efter en duel i løbet med Racing Point-køreren Sergio Perez.

På 46. omgang forsøgte mexicaneren at overhale Magnussen og kom op på siden af ham. Da de to kørere side om side kørte gennem et sving, var Magnussen nødsaget til at køre af banen for at undgå et sammenstød mellem de to biler.

Det endte dog med at blive en fordel for ham, da han kom hurtigere gennem svingene og ud foran Perez.

Derfor skulle de to kørere og repræsentanter fra de to hold stå skoleret ved FIA's stewards efter løbet.

Det er ud fra deres forklaringer og videomateriale af episoden, at FIA har truffet deres beslutning.

- Men i stedet for at komme tilbage på banen så hurtigt som muligt, fortsatte bil nummer 20 (Kevin Magnussens, red.) og missede også den næste kurve. Hvilket betød, at han tog en genvej og tillod ham at komme foran bil nummer 11 (Sergio Perez.), skriver FIA blandt andet i deres redegørelse.

Günther Steiner, teamchef for Haas, har dog ikke meget tilovers for Racing Point-køreren.

- Hvor skulle Kevin køre hen? De var side om side. Sergio er en god skuespiller, sagde Steiner, inden straffen var blevet uddelt.

Teamchefen udtalte i samme ombæring, at han ville være uforstående men ikke bekymret, hvis Magnussen fik en straf.

Udover en tidsstraf har Magnussen også fået et strafpoint for episoden. Hvis en kører får 12 point inden for et år, vil køreren blive udelukket af et grandprix. Magnussen havde ingen point i forvejen.