Formel 1

- Sæsonen er ikke gået, som vi havde håbet på, evaluerer Grosjean

Romain Grosjean håber på, at Haas igen snart scorer point.

En tredjedel af sæsonens grandprixer er nu blevet kørt. Haas-kørerne Romain Grosjean og Kevin Magnussen er ikke tilfreds med sæsonens pointhøst.

16 point.

Det er, hvad Romain Grosjean og Kevin Magnussen sammen har skrabet til sig efter den første tredjedel af sæsonens grandprixer.

Kevin Magnussen ligger på niendepladsen med 14 point, mens Romain Grosjean på 17.-pladsen blot har hentet to point sammen i sæsonens syv første løb.

Dermed er sæsonstarten ikke forløbet, som Grosjean havde håbet på.

- Det har været et interessant år indtil videre - men sæsonen er ikke gået, som vi havde håbet på. Vi har en meget god bil. Vi har haft nogle gode løb, men vi har også haft noget uheld - samt en bil, der har været meget svær at styre, siger Romain Grosjean i en pressemeddelelse.

- Så vores præstationer har været lidt op og ned, hvilket ikke er det, vi er gået efter – især set i lyset af sidste år, hvor vi var meget konsekvente. Vi arbejder virkelig hårdt på at forstå bilen og få det bedste ud af den.

Eftersom vi har så god en bil, er det skuffende ikke at have scoret flere point

Kevin Magnussen

Haas skal smøge ærmerne op

Haas har ved flere grandprixer formået at køre nogle rigtig fine kvalifikationstider. Derimod kniber det, når holdet skal have bilen til at holde en høj fart over et helt løb. Det skyldes især, at Haas-teamet har haft problemer med at finde de rigtige dæktemperaturer.

Den manglende pointhøst betyder, at Haas-teamet er nummer otte i konstruktørernes mesterskab. Det amerikanske team er ét point efter Toro Rosso og tre point efter Racing Point.

Renault-teamet, som Haas håbede på at konkurrere med inden sæsonen, er hele 12 point foran Haas.

Derfor erkender Haas' teamchef, Günther Steiner, at de skal gøre det bedre.

- Vi er åbenlyst bag efter i pointene. Vi skulle have flere, men af en eller anden grund har vi ikke. Vi har ikke været de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.

- Vi skal smøge ærmerne op og arbejde hårdere for at forsøge at få de point, vi ikke har fået i den første tredjedel af sæsonen, siger teamchefen.

Kevin Magnussen kørte galt i sin racer i kvalifikationen til grandprixet i Canada.

Magnussen er skuffet

Danske Kevin Magnussen deler samme holdning som sin teamkollega- og chef. Pointhøsten har ikke været godt nok.

- Vi havde håbet på flere point. Eftersom vi har så god en bil, er det skuffende ikke at have scoret flere point, siger den danske racerkøre. I det mindste er det godt at vide, at der er stort potentiale i bilen, og det har vi bevist mange gange i kvalifikationen. Vi bliver nødt til at arbejde hårdere for at forstå dækkene under løbet, siger Kevin Magnussen.

I sidste sæson sluttede Haas som nummer fem i konstruktørernes VM-regnskab bag Mercedes, Ferrari, Red Bull og Renault.

I år er Haas nede på ottendepladsen forud for det franske grandprix, der afvikles i weekenden på Circuit Paul Ricard i Le Castellet.

Fredag og lørdag træner Formel 1-kørerne på banen i Le Castellet. Lørdag gælder det kvalifikationen, mens der søndag køres om point.