Formel 1

Mercedes-stjerne hylder banen trods voldsomt uheld

Valtteri Bottas-racer bliver fragtet væk fra banen i Østrig. Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Finske Valtteri Bottas ødelagde den forreste del af sin Mercedes-racer efter en fejl i sving seks.

Mekanikerne i Mercedes-garagen er formentlig kommet på overarbejde før lørdagens kvalifikation til det østrigske Formel 1-grandprix.

Under fredagens anden træning mistede Valtteri Bottas' kontrollen over sin racer i sving seks og bragede frontalt ind i barrieren.

Skaderne var til at få øje på. Begge forhjul havde stort set mistet kontakten til raceren, ligesom frontvingen var smadret.

Uheldet til trods er Red Bull Ring i Østrig, som en Formel 1-bane bør være, fordi straffen for fejl er større.

Det mener Bottas.

- Det gør en forskel. Selvom jeg kørte galt, foretrækker jeg at blive straffet for fejlene. Det gør det mere spændende. Det er sådan, det bør være, synes jeg, siger Bottas ifølge Motorsport.com.

Han understreger, at banen i Østrig ikke har store afkørselsområder - og disse er belagt med småsten i stedet for asfalt, så det både at sværere at komme tilbage på banen og kan gøre større skade på racerne.

Bottas bakkes ifølge mediet op af teamkammeraten og verdensmesteren Lewis Hamilton.

- Man bør ikke være i stand til at køre for langt ud og komme tilbage så let som ingenting, siger han.

Vind sendte Verstappen ud

Valtteri Bottas var langt fra den eneste, der kørte af banen i Østrig.

Ferraris Sebastian Vettel og Pierre Gasly var også i problemer uden dog at påføre bilerne skade.

Så let slap Max Verstappen fra Red Bull dog ikke. Han missede banens sidste sving og kørte i barrieren, så det skete skade omkring det højre baghjul.

Max Verstappen hopper ud af sin beskadigede racer.

Ifølge Verstappen var det dog vind, der voldte ham og raceren problemer.

- Jeg havde allerede klaget over vinden på alle mine omgange. Det var virkelig svært, og nogle steder tabte jeg bagenden på bilen, siger Verstappen ifølge Autosport.com.

- I år er bilerne generelt mere overfølsomme i forhold til vinden.

Lørdag er der træning fra 12 til 13, før kvalifikationen køres klokken 15. Grandprixet starter søndag klokken 15.