Formel 1

Euforisk chef hylder Magnussen: - Det var magi

(arkiv) Günther Steiner var mere end tilfreds med sin danske kører, Kevin Magnussen, efter kvalifikationen til det østrigske grandprix. Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen starter som nummer ti i Østrigs Formel 1-grandprix, men var femtehurtigst i kvalifikationen.

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen havde en straf på fem placeringer med i bagagen, da han lørdag kørte kvalifikation til det østrigske Formel 1-grandprix.

Magnussen kørte sig videre til tredje og sidste kvalifikationsrunde, hvor han satte et utrolig stærk tid og var femtehurtigst.

Danskeren skreg sin glæde ud over løbsradioen efter præstationen, og ligeså euforisk var teamchef hos Haas Günther Steiner efterfølgende.

- For mig er det fantastisk. Det er ret følelsesladet, for vi har haft det hårdt i de seneste weekender. Vi kan klare det, men at komme tilbage sådan her er sejt. Det er et comeback, siger Steiner til 3+.

- Kevin gjorde det fantastisk. Det var magi. Han var der på den sidste omgang, på det rette tidspunkt og på det rette sted. Det er det, man drømmer om; at slå de andre biler, som er stærke.

I lørdagens træning forud for kvalifikationen fik Kevin Magnussen problemer med sin racer.

Straffet efter ødelagt gearkasse

Haas-teamet blev derfor tvunget til at skifte gearkassen i raceren, hvilket koster en straf på fem placeringer. Derfor bliver femtepladsen i kvalifikationen altså konverteret til en startplads som nummer ti i søndagens grandprix.

- Det er en stor lettelse for holdet. De har arbejdet virkelig hårdt for at ændre hans gearkasse. Desværre starter han som nummer ti, men efter sådan en indsats er det lettere at komme over, siger Steiner til 3+.

Kevin Magnussen og teamkollega Romain Grosjean har ikke scoret nogen point i de seneste to grandprixer. Søndag starter de som henholdsvis nummer 10 og 11.

Grandprixet sættes i gang klokken 15.10 og kan følges i vores liveblog på sport.tv2.dk.

Flere kørere har modtaget straffe i løbet af weekenden, og derfor starter kørerne således:

Startrækken

  1. Charles Leclerc (Ferrari)
  2. Max Verstappen (Red Bull)
  3. Valtteri Bottas (Mercedes)
  4. Lewis Hamilton (Mercedes)
  5. Lando Norris (McLaren)
  6. Kimi Räikkönen (Alfa Romeo)
  7. Antonio Giovinazzi (Alfa Romeo)
  8. Pierre Gasly (Red Bull)
  9. Sebastian Vettel (Ferrari)
  10. Kevin Magnussen (Haas)
  11. Romain Grosjean (Haas)
  12. Daniel Ricciardo (Renault)
  13. Sergio Perez (Racing Point)
  14. Lance Stroll (Racing Point)
  15. Nico Hülkenberg (Renault)
  16. Daniil Kvyat (Toro Rosso)
  17. Robert Kubica (Williams)
  18. George Russell (Williams)
  19. Carlos Sainz Jr. (McLaren)
  20. Alexander Albon (Toro Rosso)