Formel 1

- Det er sindssygt frustrerende, siger Magnussen

Kevin Magnussen måtte søndag nøjes med en skuffende 19. plads i Østrigs Formel 1-grandprix.

Den danske Formel 1-kører sluttede som næstsidste kører i Østrigs grandprix, hvor ingenting fungerede for Haas-raceren.

Lige så stor opturen var lørdag, da Kevin Magnussen kørte femtehurtigst i kvalifikationen til Østrigs Formel 1-grandprix, lige så stor var nedturen, da han søndag måtte nøjes med en 19.-plads i selve løbet på Red Bull Ring.

- Ingenting fungerede. Vores pace var bare uendeligt dårligt. Det er meget svært at forklare og sindssygt frustrerende at have de her op- og nedture, sagde en tydeligt skuffet Kevin Magnussen efter løbet til 3+.

Den danske Haas-kører startede ellers som nummer 10 i løbet, men allerede på de par første omgange dumpede han ned gennem feltet, og da han tilmed blev tildelt en straf undervejs for at holde for langt frem i starten, endte Magnussen helt bagerst blandt kørerne

- Mentalt er det rigtig hårdt lige nu, og det er tydeligvis et svært problem at løse. Efter et par omgange kunne jeg mærke, at jeg begyndte at skride rundt, og de andre var bare hurtigere og kunne overhale, lød det fra ham.

Det er fjerde grandprix i træk, at Kevin Magnussen ender i Formel 1-feltets helt tunge ende. Danskerens teamkollega hos Haas, Romain Grosjean, sluttede også uden for pointpladserne på en 16. plads.