Magnussen glæder sig til næste grandprix: - En af de bedste baner

16x9
Kevin Magnussen glæder sig til at køre på Silverstone i weekenden. Foto: Valdrin Xhemaj / Ritzau Scanpix

Haas-køreren håber på, at der i fremtiden også bliver plads til Silverstone i Formel 1-kalenderen.

I den kommende weekend gælder det sæsonens 10. Formel 1-grandprix. På den ikoniske bane Silverstone, der ligger mellem London og Birmingham.

En bane, som den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen altid glæder sig ekstra meget til at køre på.

- Silverstone er helt klart en af de bedste baner i verden. Den har højhastighedssving, og det er der, hvor Formel 1-biler viser deres værd med dens downforce. Der får den virkelig vist farten. Silverstone er perfekt til det, siger han i en pressemeddelelse fra hans hold, Haas.

Silverstone en en historisk bane, som hvert år har været en fast del af Formel 1 siden 1987. Alligevel er der tvivl, om Silverstone fortsat skal være en del af løbskalenderen, da der går rygter om en bybane i London. Står det til Magnussen, er svaret let.

- Jeg synes helt klart, den burde blive på kalenderen. Jeg krydser fingere for, at den gør. Jeg kan se idéen i at køre rundt i Londons gader - det ville også være rigtig fedt - men jeg ønsker desperat, at de beholder Silverstone. Det er et ikonisk løb, og det er også en fænomenal bane at køre, fortæller Haas-køreren.

Kæmper i løbene

Selvom begejstringen til banen er stor, har der ellers ikke været meget at glæde sig over for Magnussen og resten af Haas-mandskabet på det seneste.

En startplads som nummer ti i Østrig blev vekslet til en 19. plads i grandprixet. Meget bedre gik det ikke forinden i Canada og Frankrig, hvor det blev til en 17. plads i begge løb.

- Vi har haft nogle svære løbsweekender på de seneste. Vi har kæmpet med løbsfarten. Bilen viser sig at være meget god i kvalifikationen, men den præsterer ikke optimalt i løbet. Det er, hvad vi jagter og arbejder hårdt på for at løse.

Kevin Magnussen ligger på 12. pladsen i VM-stillingen med 14 point.