Rich Energy anklager Magnussens Formel 1-hold for at lyve

16x9
Hovedsponsoren bag Haas påstår, at holdet lyver. Foto: John Sibley / Ritzau Scanpix

Hovedsponsoren bag Haas påstår, at holdet lyver, når det siger, at energidrikfirmaet stadig er sponsor.

Sidste kapitel i sagaen om Formel 1-holdet Haas og dets hovedsponsor, Rich Energy, ser langt fra ud til at være skrevet.

Onsdag meddelte Rich Energy via sin Twitter-profil, at man med øjeblikkelig virkning stoppede som sponsor. Grunden var dårlige resultater på banen fra Haas, som har danske Kevin Magnussen som en af sine to Formel 1-kørere.

Men efterfølgende var både Haas og hovedsponsoren ude at sige, at historien var usand. Rich Energy oplyste ifølge TV 2 SPORT, at man havde fået sin Twitter-profil hacket.

Men nu beskylder Rich Energy så Haas for at lyve og slår fast, at det ikke længere sponsorerer holdet.

- Rich Energy opløste aftalen, som vi sagde. Holdet har accepteret det trods deres offentlige afvisning.

- De forsøgte at få afsat administrerende direktør William Storey, som gav dem en personlig garanti på 35 millioner pund, skriver firmaet på Twitter.

Samtidig vedhæfter det et dokument, der angiveligt skulle være fra Haas' advokater.

I dokumentet fra advokaterne, hvis ægthed ikke er bekræftet, accepterer Haas, at sponsoraftalen ophører, men søger samtidig erstatning for det beløb, som aftalen med Rich Energy skulle have indbragt holdet i årene 2019, 2020 og 2021.

Det løber samlet op i 35 millioner pund svarende til 291 millioner kroner.

Haas begrunder ifølge dokumentet dets erstatningskrav med, at Rich Energy ikke har haft en gyldig grund til at opsige samarbejdet.

Tidligere på ugen sagde firmaet, at grunden var dårlige resultater.

Og dem har der været mange af i årets Formel 1-sæson. Søndag blev ingen undtagelse.

Her stødte de to Haas-racere nemlig sammen på første omgang og måtte begge efterfølgende udgå.

Det fik også Rich Energy til at komme med en sarkastisk bemærkning på Twitter.

- Fantastisk start, drenge, skrev firmaet tidligere søndag, kort efter Kevin Magnussen og Romain Grosjean kørte sammen.