Formel 1

Haas-chef har indkaldt Magnussen og Grosjean til møde

Günther Steiner blev i 2014 udpeget til at være chef i Haas og har været det siden.  Andy Hone / Rich Energy Haas F1 Team

Haas-teamchef Günther Steiner og teamets kørere, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, skal sammen finde en løsning for fremtiden.

Günther Steiner har fået nok.

Inden for det seneste år har Kevin Magnussen og Romain Grosjean haft fire sammenstød, senest i det tyske Formel 1-grandprix på Hockenheim-banen, og det skal der nu findes en løsning på.

Derfor har Haas' teamchef indkaldt teamets to kørere til et møde torsdag inden den kommende weekends grandprix på Hungaroring i Ungarn.

- Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Jeg vil høre, hvad de siger, og så må vi finde en løsning for fremtiden. Måske skal vi fra pitten fremover fortælle dem, hvordan de skal forholde, når de er i nærheden af hinanden. Nu er jeg nødt til at være streng ved dem, siger Günther Steiner ifølge BT.

Ingen fyreseddel i sommerferien

Det er kendt, at Magnussen og Grosjean aldrig har været hinandens bedste venner, men det kan Steiner leve med, så længe de opfylder deres forpligtelser over for teamet.

Umiddelbart er det ikke i teamchefens overvejelser at fyre en af kørerne i løbet af sommerferien, der venter efter grandprixet i Budapest.

- Du afbryder en masse ting, så det ville nærmest være et desperat træk, siger Steiner ifølge Autosport.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP lægger Günther Steiner dog ikke skjul på, at Magnussen og Grosjeans opførsel på banen vil indgå i teamets overvejelser omkring dets lineup for 2020.

Tysk grandprix sæsonens bedste for Haas

Modsat grandprixet på Silverstone i England, hvor Haas-bilerne kørte sammen og efterfølgende udgik, skete der ikke noget ved sammenstødet i Tyskland. Faktisk endte det med at blive teamets bedste grandprix i sæsonen, da Magnussen og Grosjean tilsammen hentede VM-ti point.

Inden da havde Haas ikke kørt sig i pointene i fire grandprixer i træk.

I alt har det amerikanske team 26 VM-point, hvilket bare rækker til en ottendeplads i konstruktørmesterskabet. Langt fra målsætningen om at være best of the rest.