Formel 1 ændrer straffen for pitfejl

16x9
Ferrari sendte Leclerc ud foran Grosjean i det tyske grandprix. Foto: Valdrin Xhemaj / Ritzau Scanpix

Charles Leclerc slap med en bøde, da han kørte ud foran Romain Grosjean i Tyskland. Den straf skærpes fremover.

En episode med Charles Leclerc og Romain Grosjean har fået det internationale motorsportsforbund FIA til at øge straffen for de såkaldte unsafe pitstop releases.

Fremover bliver bødestraf byttet med tidsstraf, hvis en Formel 1-racer sendes ud lige foran en anden bil i pitten. Det skriver Autosport.

I det seneste grandprix i Tyskland blev Charles Leclerc sendt ud foran Romain Grosjean, der måtte bremse. Pitstoppet skete lige efter safetycar, og Ferraris fejl, der førte til den pludselige opbremsning, endte med at koste Grosjean placeringer.

Efterfølgende blev Ferrari straffet med en bøde på 5000 euro – cirka 37.500 kroner. Det er ifølge flere Formel 1-folk ’småpenge’ for et team. Derfor har Haas-chefen Günther Steiner frygtet, at det kan køre helt af sporet, hvis man kan nøjes med at få en lille bødestraf for at træffe en forkert beslutning, der går ud over andre kørere.

En bøde rammer simpelthen ikke så hårdt som en eventuel tidsstraf.

- Vi bliver nødt til at få kigget på det her, for det opfordrer folk til at tage chancer. FIA får pengene, vi tabte en position, og alle vinder på det, undtagen den kører, der holdes tilbage, har Steiner sagt til Autosport efter løbet i Tyskland.

Det kommende Formel 1-grandprix køres i Ungarn.