Formel 1

- Bilen kørte som en pølsevogn, siger forvirret Magnussen

Kevin Magnussen forstod ikke, hvorfor bilen kørte så ustabilt i Ungarns kvalifikation.

Kevin Magnussen starter langt tilbage i det ungarske grandprix, og det var danskeren frustreret over efter kvalifikationen.

Danske Kevin Magnussen var igennem noget af en rutschebanetur, da han her til eftermiddag kørte kvalifikation i Ungarn.

Den danske Haas-kører havde medvind i Q1, hvor han sikrede sig avancement med fjerdebedste tid (1 minut og 16,122 sekunder).

Men i Q2 kom danskeren så for alvor i modvind. Kevin Magnussen klokkede ind i tiden 1 minut og 17,081 sekunder, som var den dårligste tid i Q2.

- Den ene runde kørte bilen perfekt, den næste runde kørte den som en pølsevogn. Det er svært at forudse, hvad man har at arbejde med, når det er så meget op og ned, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport efter kvalifikationen.

Vind kan have været afgørende for Magnussens tid

Mens Romain Grosjean kører ud fra startposition nummer ni, starter danskeren som nummer 14 i søndagens grandprix, efter Antonio Giovinazzi har fået en straf på tre startplaceringer.

Ifølge danskerens hold, Haas, var det vejrforholdene, der blev afgørende for Kevin Magnussens placering.

- Kevin rapporterer tilbage, at der var et stort vindstød, som slog ham ud af kurs på den sidste omgang, skrev danskerens hold Haas på Twitter.

Flere gange blev danskeren adspurgt, om præstationen i Q2 kunne skyldes vejret, men hertil svarede han konsekvent ”jeg ved det ikke”.

Undervejs i Q2 brokkede danskeren sig dog over teamradioen, hvor han blandt andet sagde:

- Argh, jeg har bare intet vejgreb.

Mens Kevin Magnussen havde store problemer i kvalifikationen, gik det til gengæld forrygende for Red Bulls Max Verstappen. Han satte både banerekord og sikrede sig sin første pole position i karrieren.