Formel 1

Magnussen og Grosjean bør søge videre, siger ekspert

Kevin Magnussen og Romain Grosjean er kørt sammen under de seneste løb.

Dårligt samarbejde mellem Kevin Magnussen og Romain Grosjean vil nok føre til udskiftning, mener John Nielsen.

Forholdet mellem racerkørerne Kevin Magnussen og Romain Grosjean - teamkammeraterne hos Haas i Formel 1 - har været beskrevet som anspændt i den seneste tid efter de fysiske sammenstød mellem dem i de seneste to grandprixer.

Op til weekendens grandprix i Ungarn er de to gang på gang blevet spurgt ind til forholdet, der har været sat ekstra på prøve, efter at de i kampens hede også har sagt mindre pæne ting til hinanden i pit-radioen.

Faktisk er det gået så vidt, at Viasats Formel 1-ekspert John Nielsen tror, at Magnussen og Grosjean skilles efter denne sæson.

- Jeg tror, at Haas skiller sig af med en af dem. "Silly season" begynder nu, og der kan komme en del rokeringer. Jeg ved ikke, om Magnussen og Grosjean har kontaktet andre teams, det bør de i hvert fald, siger John Nielsen.

Bekæmper hinanden

Begge har glattet ud og gjort alt for at nedtone en eventuel konflikt. Motorsportseksperten John Nielsen tror da også, at konflikten er blevet pustet op, men det ændrer i hans optik ikke ved det faktum, at de to er dårlige teamkammerater.

- Det er nok lidt kørt op, men det er uheldigt for holdet, at de ikke kan finde ud af at samarbejde, og det kan de ikke ude på banen i hvert fald, og det har holdet brug for, da holdet er i vildrede omkring bilen.

- Det er op til kørerne at komme med tilbagemeldinger, så ingeniørerne kan finde ud af, hvorfor bilen opfører sig, som den gør, og kun kører enkelte hurtige omgange, og så går det ikke, at de bekæmper hinanden så hårdt, påpeger John Nielsen.

For tre uger siden bragede Magnussen og Grosjean sammen og udgik begge, og i søndags var de igen i karambolage på Hockenheim-banen, hvor det dog ikke fik konsekvenser for deres videre færd i grandprixet.

Chefen overvejer øget kontrol

Internt har det dog fået konsekvenser. Haas-boss Günther Steiner har op til weekenden luftet tanken om, at man vil tage kontrollen fra dem, hvis de kommer for tæt på hinanden.

Han føler sig nødsaget til at være mere bestemt over for dem.

- Måske ender det med, at vi siger, hvad de skal gøre. Vi beslutter, hvem der gør hvad, når de begynder at nærme sig hinanden, sagde Steiner ifølge Reuters torsdag.

Günther Steiner overvejer at diktere, hvordan Magnussen og Grosjean skal køre.

John Nielsen har fuld forståelse for chefens reaktion.

- Han er jo nødt til at styre dem, hvis de ikke kan selv, og i kontrakten har kørerne skrevet under på, at de ikke må sætte sig selv over holdet. Han er nødt til at skride ind, selv om det bliver lidt børnehave-agtigt.

Magnussen står stærkest

En løsning kunne også være at skifte en kører ud midt i sæsonen, men den tror Nielsen ikke på.

- Det vil blive et helvede at skifte kører midt i sæsonen. Det vil kun skabe mere kaos.

Han mener, at Magnussen sidder mest sikkert i Haas-sædet, da han hidtil i sæsonen har hentet 18 point, mens Grosjean er noteret for 8.

- De vil formentlig skille sig af med Grosjean. Magnussen har været mest toneangivende, som han skal være, og scoret flest point.

- Men Magnussen har før haft svage perioder lige efter sommerferien, og i sidste sæson var Grosjean bedst indbyrdes i sæsonens anden halvdel, så Magnussen er nødt til at holde skruen i vandet i forhold til Grosjean, siger Nielsen.

Søndagens grandprix begynder klokken 15.10. Magnussen starter som nummer 14.