Magnussen pissede stjerne af: - Det er bedst, vi ikke taler sammen lige nu

16x9
Daniel Ricciardo var ikke tilfreds med den danske Haas-kører efter løbet. Foto: Ritzau Scanpix

Daniel Ricciardo var meget utilfreds med Kevin Magnussens kørsel i Ungarns grandprix, hvor danskeren lykkedes med at holde australieren bag sig.

Kevin Magnussen hentede en 13.-plads i Ungarns grandprix, og selvom det ikke rakte til point, måtte han kæmpe hårdt for placeringen.

Lige bag ham lå Daniel Ricciardo nemlig i sin Renault-racer, og han havde mere fart i bilen end danskeren i slutningen af grandprixet. Kevin Magnussen kæmpede dog med alt, hvad han havde, og han fik undervejs et gult kort for sin kørsel.

Australieren var ikke tilfreds med måden, Magnussen forsvarede sin position på. Han følte gentagne gange, at danskeren bremsede, mens han flyttede sig. Også efter det gule kort, som han fik for netop det.

Derfor var det første, australieren gjorde efter grandprixet at kigge efter Magnussen for at få en alvorssnak om kampen.

- Jeg ledte faktisk efter ham efter løbet, men det er nok bedre, at jeg lige køler ned, inden jeg taler med ham, for jeg ved, at han ikke kan lide konfrontationer. Sådan som jeg har det lige nu, er det bedst, vi ikke taler, siger Ricciardo til TV3 Sport.

Men Kevin Magnussen lod sig ikke gå på af kritikken fra australieren - tværtimod.

- Det var godt, siger han til TV3 Sport, da han får at vide, at Ricciardo var utilfreds, og tilføjer:

- Han var lige ved at være inden for hans rækkevidde for at angribe. Han er en, der angriber langt fra, så han skulle ikke så tæt på, før jeg var nødt til at trække ind og lukke døren. Så der blev kørt til grænsen, men det er sådan, det er.

Renault og Haas i ordkrig på Twitter

Haas-teamet kommunikerede undervejs i løbet til Kevin Magnussen i teamradioen, at han skulle gøre alt for at holde Daniel Ricciardo bag sig.

Den ordre adlød danskeren, og ligesom det efter løbet skabte gnidninger mellem kørerne, var det samme tilfældet for holdene undervejs.

På Twitter havde Haas og Renault nemlig en samtale, hvor de var meget uenige om, hvorvidt Kevin Magnussens forsvarsmetoder var ufine.

Renault censurerede to gange i sit svar eventuelle bandeord, og vi har ikke oversat det franske holds svar, da det må være op til egen fortolkning, hvad der står.

Haas: 'Omgang 58/70: Kevins albuer er ude i fuld længde lige nu'

Renault: 'Apparently you’re *beep* taking the *beep*'

Haas: 'Vi kalder det forsvar'

Efter Ungarns grandprix venter der kørerne en længere sommerpause. Næste grandprix afholdes først den 1. september i Belgien.