Frygt for overhalinger kostede Formel 1-kører jobbet

16x9
Pierre Gasly er blevet degraderet og skal resten af sæsonen køre for Toro Rosso. Foto: Zoltan Balogh / Ritzau Scanpix

Manglende resultater og en frygt for at overhale var afgørende, da Red Bull i den forgangne uge skiftede Pierre Gasly ud med Alexander Albon.

Pierre Gasly har mildest talt haft svært ved at skabe resultater i denne sæson.

Franskmanden har i år kørt for storholdet Red Bull, men her er han i sæsonens første halvdel blevet ydmyget af teamkollegaen Max Verstappen, som er endt foran 23-årige Gasly i 10 ud af 11 løb.

Det resulterede i den forgangne uge i, at Red Bull valgte at degradere franskmanden til fordel for Alexander Albon. Men det var ikke kun de manglende resultater, der var udslagsgivende.

- Gasly havde problemer i trafikken. Han tabte placeringer, og han kunne heller ikke lide at overhale. Det er årsagen til, at vi var nødt til at reagere og give Albon chancen, siger Red Bulls motorsportsrådgiver Helmut Marko til Auto Bild.

Gasly sendes tilbage til sit tidligere hold

Alexander Albon er i gang med sin første sæson i Formel 1, hvor han har kørt for Red Bulls søsterhold, Toro Rosso, og flere gange leveret imponerende præstationer.

- Han vil køre resten af sæsonen med Red Bull, og Gasly overtager hans Toro Rosso, og så må vi se, hvem der skal køre mod Max næste år, siger Helmut Marko.

Dermed skal Pierre Gasly resten af året køre for det hold, som han også kørte for i sidste sæson. Hos Toro Rosso bliver han teamkollega med russiske Daniil Kvyat.

Pierre Gasly har i år blot skrabet 63 point sammen i Red Bull-bilen, der betragtes som værende blandt de bedste i feltet. Til sammenligning har Max Verstappen hentet 181 point.

Lewis Hamilton fører kampen om verdensmesterskabet med 250 point foran teamkollegaen Valtteri Bottas.

Formel 1-feltet skal næste gang i aktion den 1. september, når den legendariske bane i Spa lægger asfalt til Belgiens grandprix.