Hülkenberg udfordrer Grosjean om Haas-sæde, siger teamchef

Günther Steiner siger, at Magnussen får opfyldt sin kontrakt, der også gælder 2020. Men Nico Hülkenberg kan udfordre Romain Grosjean.

Romain Grosjean eller Nico Hülkenberg?

Det er det spørgsmål, som Haas’ teamchef, Günther Steiner, stiller sig selv lige nu, efter at Renault offentliggjorde, at de har hentet Esteban Ocon til holdet.

Derfor ser Günther Steiner, at der er to kørere, der skal kæmpe om Haas-sædet ved siden af Magnussen i 2020. Steiner indikerede nemlig ifølge Formel 1-mediet Autosport, at Magnussen får sin kontrakt opfyldt.

Men kampen om sædet ved siden af danskeren er helt åben.

- Der er ikke mange kørere. Vi har altid sagt, at det var vores drøm at have en erfaren kører, så der er helt sikkert interesse, siger Günther Steiner ifølge Formel 1-mediet.

- Vi skal bare beslutte, hvem vi skal gå efter.

Steiner bliver spurgt til, om det er Ocon, Hülkenberg og Grosjean, der er de tre kørere med erfaring. Det bekræfter teamchefen, men må altså se bort fra Ocon, der altså skifter til Renault.

Dermed er der kun Hülkenberg og Grosjean tilbage i kampen.

Yderligere en brik i Formel 1-puslespillet faldt på plads torsdag, da Mercedes offentliggjorde, at de havde forlænget med Valtteri Bottas.

I denne weekend køres sæsonens 13. grandprix. Det foregår på Spa-banen i Belgien.

Kevin Magnussen indtager en 13.-plads i VM-stillingen med 18 point. Grosjean har otte point som nummer 17 i VM-stillingen, der toppes suverænt af briten Lewis Hamilton med 250 point.