Formel 1

Magnussen starter som nummer otte efter straf til konkurrenter

Haas-danskeren sluttede på en tiendeplads i kvalifikationen, men starter som nummer otte.

Kevin Magnussen får gode forudsætninger for at hente point i søndagens grandprix i Belgien.

Lørdag sluttede den danske Haas-kører på tiendepladsen i kvalifikationen, men på grund af straffe til Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg rykker han op til en startposition som nummer otte.

Magnussen nåede med i den sidste af de tre kvalifikationsrunder og leverede sin bedste omgang i tiden 1 minut og 45,086 sekunder.

Det var 2,567 sekunder langsommere end Ferraris Charles Leclerc, der var kvalifikationens hurtigste mand foran teamkollega Sebastian Vettel og Mercedes-køreren Lewis Hamilton.

Præstationen betyder samtidig, at Magnussen nu har været bedre end Haas-kollega Romain Grosjean i 8 af 13 kvalifikationer hidtil i 2019. Franskmanden røg ud i anden kvalifikationsrunde.

Første del af lørdagens kvalifikation, Q1, blev afbrudt flere gange af uheld. Det gav en bøvlet start for kørerne, men en enkelt tid var nok for Magnussen for at avancere til næste runde.

Her stod kampen om den sidste billet til Q3 mellem Magnussen og Grosjean, og for ottende gang i sæsonen sluttede danskeren altså bedst.

I Q3 måtte Magnussen til gengæld konstatere, at de ni andre kørere havde mere at skyde med.

Blandede erfaringer

Magnussen har blandede erfaringer med grandprixet i Belgien. I sit første år hos McLaren blev han nummer syv, men siden dengang i 2014 er hans bedste resultat den niendeplads, han skaffede Haas i 2018.

Lewis Hamilton fører suverænt i den samlede VM-stilling, hvor han har optjent 250 point. Magnussen er på 13.-pladsen med 18 point.

Romain Grosjean er nummer 17 i stillingen, efter at han blot har skaffet otte point i sæsonen.

Teamchefen hos Haas, Günther Steiner, har allerede reserveret et sæde til Magnussen i næste sæson. Til gengæld er kontrakten endnu ikke forlænget med Grosjean.