Grosjean er bekymret inden det belgiske grandprix

Kevin Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, er ængstelig forud for grandprixet på Spa-banen, fordi Haas igen har udfordringer med dækkene.

Sæsonen igennem har dækkene været det store smertensbarn for Haas. Igen og igen har de voldt problemer for Kevin Magnussen, Romain Grosjean og af det amerikanske hold.

Haas-teamet har flere gange vist, at gode kvalifikationer ikke bliver fulgt op af gode grandprixer, fordi dækkene gør det svært for Haas at få fart i bilen, når det hele skal afgøres.

Roman Grosjean frygter, at det også kommer til at ske i søndagens løb på Spa-banen i Belgien.

- Jeg synes ikke, at vi kan finde vores løbsfart, så jeg er lidt bekymret for i morgen (søndag, red.), sagde Romain Grosjean ifølge Haas' hjemmeside efter lørdagens kvalifikation.

- Vi har problemer med dækkene, ikke på grund af dem - for vi ved, at de har deres begrænsninger - men når du derudover ikke har downforce i bilen, gør det alting værre, lød det fra franskmanden.

Både træningerne og kvalifikationen på Spa blev kørt i høje temperaturer, hvilket ikke gjorde det nemmere for Haas-kørerne at få ordentligt vejgreb. Derfor har Belgiens grandprix indtil nu været en frustrerende omgang.

- Siden begyndelsen af weekenden har vi ikke rigtig været komfortable med bilen. Jeg synes, at den her weekend har udstillet nogle af de svagheder, vi har. Men det er godt, for så har vi en klar ide om, hvad vi skal arbejde med i fremtiden. Det er den positive del, sagde Grosjean.

Teamchef håber på vejrskift

Magnussen og Grosjean begynder søndagens løb som henholdsvis nummer otte og ni, men trods det er også Kevin Magnussen utilfreds med, at Haas ikke kan få dækkene til at fungere optimalt.

- Der er et eller andet i vores bil, der ikke passer til dem. Det kan gøre alt det andet arbejde med bilen irrelevant, da det alligevel ender i forskellige resultater dag for dag. Det er en smule frustrerende, sagde Kevin Magnussen ifølge Haas' hjemmeside.

Teamchef Günther Steiner håber på, at vejrguderne kan hjælpe Haas, for det tyder på, at vejret søndag bliver markant dårligere end under kvalifikationen lørdag.

Det betyder, at asfalten vil være koldere, hvilket kan gøre dækproblemerne mindre for Haas.

- Søndag vil vejret skifte, og vi vil måske få et bedre vejgreb, og så kan vi måske tage nogle point, lød det fra Günther Steiner.

Belgiens grandprix starter klokken 15.10 - følg det i livebloggen på sport.tv2.dk.