Formel 1

Magnussen blev igen overrasket af 'lortedæk': - Endnu et af de lidt tarvelige løb

Kevin Magnussen måtte tage fra Belgien uden point Johanna Geron / Ritzau Scanpix

Endnu engang kæmpede Magnussen med manglende fart i sine dæk, og derfor blev det kun til en 12. plads i Belgiens Grand Prix.

Kevin Magnussen indtog ikke den store hovedrolle, da Belgiens Grand Prix søndag blev kørt på den ikoniske Spa-bane i det østlige Belgien.

For selvom danskeren begyndte løbet som nummer otte, blev det hurtigt tydeligt, at han ikke havde fart nok i sin racer til at kunne gøre sig gældende.

- Det var endnu et af de lidt tarvelige løb, sagde Magnussen efterfølgende til TV 3+.

For igen var det dækkene, der kom til at diktere, hvad der var af muligheder for Magnussen, der efter at have skiftet undervejs pludselig havde meget mere at køre med.

- Jeg havde ikke regnet med, at det næste sæt dæk var så gode. Vidste vi det, så skulle jeg have været inde og skifte noget før. Men der er ingen måde, du kan vide det på, det er så tilfældigt. Det er nogle rigtige lortedæk, siger Magnussen.

Selvom Kevin Magnussen i indledningen af løbet formåede at holde konkurrenterne bag sig, stod det efter ni omgange klart, at han ville få en svær dag i sin Haas-racer.

For herefter fulgte en lang række af overhalinger, hvor Magnussen sejlede længere og længere bagud.

Efter løbet forklarede danskeren, at strategien var at vente så længe som muligt med at skifte dæk og så håbe på, at noget uventet - eksempelvis en safety car, kunne hjælpe ham tilbage mod toppen.

Men da Magnussen på 26. omgang så fik nye dæk, viste der sig at være meget mere fart i dem, og pludselig kunne danskeren igen udfordre de nærmeste konkurrenter.

Dermed blev de meget udskældte dæk hos Haas endnu engang et tema hos det amerikanske hold. Det gør de også i næste uge, forventer Magnussen, der i den kommende weekend skal køre det italienske Grand Prix.