Formel 1

Magnussen missede pointene i Belgien trods god startplacering

Kevin Magnussen endte for tiende gang i sæsonen med at køre et grandprix, der ikke var pointgivende. Stephanie Lecocq / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen var ikke i stand til at forsvare sin startplacering som nummer otte i det belgiske grandprix. Leclerc vandt sit første grandprix.

Resultat

  1. Charles Leclerc (Ferrari)
  2. Lewis Hamilton (Mercedes)
  3. Valtteri Bottas (Mercedes)

Kevin Magnussen sluttede på 12.-pladsen, mens teamkollega Romain Grosjean blev nummer 13.

Det betyder resultatet

Den forsvarende Formel 1-verdensmester, Lewis Hamilton, fører fortsat VM-stillingen suverænt. Han har nu 65 point ned til holdkammeraten Bottas på andenpladsen. Max Verstappen forsvarer sin tredjeplads, selvom han måtte udgå efter et sammenstød med Kimi Raikkonen i løbets første sving. Leclerc forbliver på femtepladsen til trods for sin første grandprix-sejr.

Magnussen ligger nu nummer 16. Se hele VM-stillingen her.

Magnussen manglede fart igen

Kevin Magnussen endte som tiendehurtigste mand i kvalifikationen, men på grund af straffe til Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg rykkede han op til en startposition som nummer otte.

Den position blev efter første sving forvandlet til en 7.-plads, men danskeren måtte nok en gang erkende, at der ikke var fart i Haas-raceren.

Han dumpede stille og roligt ned gennem placeringer og endte som nummer 12. Teamkollegaen Grosjean havde heller ikke tur i den og endte ligeledes uden point på en 13.-plads.

Endnu en dårlig dag for Haas-mandskabet, der må erkende, at den nye opsætning ikke blev en succes.

Sådan forløb grandprixet

Inden løbets start blev der afholdt et minuts stilhed til ære for den afdøde 23-årige Formel 2-kører Anthoine Hubert, der på tragisk vis døde lørdag i et løb i Belgien. Franskmanden blev også hyldet med den franske nationalsang, F16-fly og en parade med det franske flag i fokus.

På løbskalenderens længste bane startede Ferraris Charles Leclerc i pole position med holdkammeraten Sebastian Vettel i anden position.

Leclerc sluttede, som han startede - som forreste mand. Teamkollegaen Vettel kunne ikke holde fast i sin startposition og endte på fjerdepladsen. Hamilton blev nummer to uden rigtig at presse Leclerc, og den finske Mercedes-kører endte på en sikker tredjeplads.

Alexander Albon endte på en femteplads i sit første løb som Red Bull-kører.

I løbets første runde røg Max Verstappen (Red Bull) i væggen efter et sammenstød med Alfa Romeos Kimi Raikkonen og udgik allerede, inden han reelt kom i gang. Raikkonen, Carlos Sainz (McLaren) og Ricciardo (Renault) kørte i pit efter første omgang.

Det betød, at der kom safety car og neutraliserede løbet. Og lige som safety car-perioden var slut, blev den sendt på banen igen, da Sainz ikke fik gang i bilen og måtte udgå.

Leclerc forsvarede sin førerposition i 23 omgange, indtil han kunne se sin teamkollega Sebastian Vettel være foran ham efter et pitstop.

Tyskeren fik dog besked af holdet på at lade Leclerc komme forbi igen, og derefter var den unge franskmand alene i front igen. Hamilton pressede på i sidste omgang, men fik ikke fat i Leclerc.

Efter den hektiske start befandt Magnussen sig på syvendepladsen, mens hans holdkammerat Grosjean havde overhalet danskeren og lå i sjette position.

Magnussen måtte dog se sig selv miste placeringer, som runderne skred frem. Haas-raceren var nok en gang langsommere end resten af midterfeltet.

Efter 24 omgange var Magnussen den eneste kører, der var på soft dæk, og her var danskeren faldet til en 15.-plads.

Da Magnussen havde været i pit for at skifte til medium dæk efter 26 omgang, var danskeren sidst i løbet. Han fik dog hurtigt sin 15.-plads tilbage, efter at have taget de to Williams-racere og Raikkonen, der havde store problemer i sin Alfa Romeo.

Magnussen havde de sidste 18 omgange til at hente placeringer. Han fik god fart i raceren til sidst og hentede både Ricciardo og Grosjean.

Magnussen måtte dog for tiende gang i denne sæson slutte et grandprix uden point til trods for at hente en del placeringer til sidst.