- Bilen føltes faktisk god, siger glad Magnussen

16x9
Kevin Magnussen ligger aktuelt nummer 16 i VM-stillingen. Foto: Attila Kisbenedek / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen endte uden for top-10 i begge Formel 1-træninger i Italien tidligere i dag. Alligevel var danskeren glad efterfølgende.

De sidste mange uger har Kevin Magnussen og resten af Haas-teamet langt fra været tilfreds med de to racere, som har haft meget svært ved at følge med de andre mandskaber.

Også i dagens to træninger på Monza havde Kevin Magnussen og Romain Grosjean svært ved at holde sig til i toppen.

Alligevel påpeger Kevin Magnussen efter træningen i det italienske, at der er fremskridt at spore.

- Det var godt i dag. Vi blev både afprøvet under våde og tørre forhold. Det virkede okay under begge dele. Det var en lille smule rodet med tiderne, så jeg putter ikke så meget ind i klassifikationen.

- Følelsen var god på den lange strækning, det gik godt. Bilen føltes faktisk god, og den havde noget vejgreb. Det var ikke noget vanvittigt, men stadig ret godt. Overordnet set var det ikke en dårlig dag, lyder det fra danskeren på Haas’ hjemmeside.

I dagens første træning blev Kevin Magnussen nummer 14, mens Romain Grosjean satte 16. bedste tid.

I anden træning var det dog franskmanden, der kørte hurtigst – her klokkede han ind i ottendebedste tid, mens Kevin Magnussen blev nummer 13.

Günther Steiner, der er teamchef hos Haas, mener også, at holdet kan tage en del med videre – især fra eftermiddagens træning.

- I anden træning fik vi lavet nogle ordentlige test, da vejret primært holdt tørt. Vi er ret glade for de omgange, vi fik kørt, og de lektier, vi lærte. Forhåbentligt kan vi få et godt set-up til i morgen, forklarer Günther Steiner på holdets hjemmeside.

Kevin Magnussen er nummer 16 i VM-stillingen med 18 point, mens Romain Grosjean er nummer 17 med otte point.

Sidst de to Haas-kørere fik point, var i det tyske grandprix i slutningen af juli. Her blev Kevin Magnussen nummer otte, mens Romain Grosjean tog sig af syvendepladsen.