Formel 1

Tidligere teamkollega langer ud efter Albon: - Hvorfor kalder I det en god start?

Alexander Albon og Daniil Kvyat kørte begge for Toro Rosso i starten af 2019, inden førstnævnte blev rykket op på Red Bull. Ritzau Scanpix

Alexander Albon blev nummer fem i det belgiske grandprix, der var hans første løb i Red Bull-raceren.

23-årige Alexander Albon fik i weekenden debut som Red Bull-kører i Formel 1, da han overtog sædet fra Pierre Gasly.

På Spa, som banen i Belgien hedder, startede Alexander Albon som nummer 17, men han formåede at slutte på en femteplads og hentede ti point.

Red Bull-køreren hentede således 12 placeringer og er sidenhen blevet rost for sin debut i raceren, men det forstår hans tidligere teamkollega, Daniil Kvyat, ikke.

- Jeg ved ikke, hvorfor kalder I det sådan en god start?, lyder det spørgende fra Daniil Kvyat til Autosport.

- Han brugte 36 omgange bag mig i en Red Bull-racer. Og han startede endda foran mig, så jeg ved det ikke. Måske gør han det bedre i fremtiden.

Alexander Albon er en af de nye drenge i Formel 1-klassen, og nu har han fået chancen i en af de dominerende racere, nemlig Red Bull.

På mediumdækkene følte jeg mig en smule hjælpeløs, jeg var lidt i ingenmandsland

Alexander Albon, Red Bull

Sammen med Ferrari og i særdeleshed Mercedes dominerer Red Bull Formel 1 – i de første 13 løb har de tre mandskaber nemlig fordelt alle sejrene imellem sig.

Det er da også en af grundene til, at Daniil Kvyat ikke er synderlig imponeret over Alexander Albon.

- Hvis han stadig var hos Toro Rosso, ville det have været et fantastisk løb for ham, men han er hos Red Bull, forklarer russiske Daniil Kvyat, der blev nummer syv i det belgiske grandprix.

Albon følte sig hjælpeløs

23-årige Alexander Albon begyndte løbet i Belgien på 17. pladsen, fordi han skiftede motor forud for grandprixet. Derfor blev han rykket bagerst i gridden, som reglerne foreskriver det.

På de 44 omgange på Spa lykkedes det dog belgieren at hente ti point til VM-stillingen - men selvom det blev til en femteplads, var han ikke helt tilfreds efter grandprixet.

- Jeg er en lille smule – jeg vil ikke sige skuffet – jeg kæmpede i starten af løbet, og jeg havde svært ved at komme forbi de andre biler. På mediumdækkene følte jeg mig en smule hjælpeløs, jeg var lidt i ingenmandsland, fortalte Alexander Albon efter løbet til Formula1.com.

Alexander Albon er med 26 point nummer ti i den samlede stilling efter de første 13 løb.

Næste opgave for ham og Formel 1-feltet er allerede nu på søndag, hvor de kører i Italien.