'Alle lignede idioter' - Teamchefer raser efter kaos i kvalifikationen

16x9
Christian Horner var bestemt ikke tilfreds efter kvalifikationen. Foto: Mark Thompson / Ritzau Scanpix

Den sidste del af kvalifikationen til det italienske grandprix endte i et stort virvar, hvor otte ud af ti af Q3-kørerne ikke fik sat en tid.

Reaktionerne efter løbet har ikke været til at tage fejl af.

Mange af holdenes teamchefer har ytret sig i negative vendinger om den prekære episode, der forløb i slutningen af kvalifikationen lørdag.

- Alle lignede idioter. Det var ikke engang et juniorløb værdigt. Problemet er, at alle prøver at få slipstrømmen, og det er et nervespil, hvem der kører ud først, siger Mercedes-boss Toto Wolff umiddelbart efter løbet ifølge GPfans.com.

Også Red Bull-bossen Christian Horner er utilfreds med slutningen af Q3. Han giver samtidigt Renaults Nico Hulkenberg en stor den af skylden.

- Renault-bilen, der kørte helt ud, forårsagede alle problemerne. Der er ingen, der ønsker at være forrest i køen. Det var tydeligt, han gjorde det med vilje. Det hele ender som et komplet orgie-scenarie, siger Horner.

- Løbsafviklerne vil helt sikkert have et problem med det. Det hele var bare lidt fjollet.

Hulkenberg blev beskyldt for at være skyld i, at de andre kører mistede fart i den ene sving. Episoden blev senere undersøgt, men Hülkenberg slap for straf.

Lance Stroll og Carlos Sainz er ligeledes blevet kaldt til samtale.

En kamp om slipstrømmen

Hele kaosset startede med, at Alfa Romeos Kimi Raikkonen bragede i barrieren, så løbet blev sat på pause af det røde flag. Da bilen var fjernet, og kvalifikation var klar til at blive genoptaget, startede en mærkværdig episode.

Ingen af de ni resterende biler kørte ud af garagen, da ingen af racerne ville være først ude på banen. Det skyldes, at der er en stor fordel i at komme ud i de andres slipstrøm, da Monza-banen er løbskalenderens hurtigste bane.

Der gik derfor rigtig meget taktik i den, og ingen ville køre først ud og dermed hjælpe de andre køreres indsats.

Det resulterede i, at de resterende biler først kom ud med under to minutter tilbage. Der opstod trafik, da alle bilerne kørte ud på samme tidspunkt, og derfor nåede kun Charles Leclerc og Carlos Sainz at krydse målstregen, inden tid løb ud.

De fik lov til at køre den timet omgang, mens de andre syv racere aldrig nåede at sætte en ny tid. Alexander Albon, Kimi Raikkonen og Lance Stroll formåede ikke at registrere en eneste tid i de 12 Q3-minutter.

Charles Leclerc var hurtigste mand og starter for anden weekend i træk i pole position.

Du kan følge søndagens Formel 1-løb her på sport.tv2.dk, hvor vi liveblogger fra klokken 15.