Formel 1

Magnussen udgår i Italien - får undskyldning af teamet

Kevin Magnussen under grandprixet i Italien.

Racerkøreren Kevin Magnussen udgår af Formel 1-grandprixet i Italien på grund af problemer med Haas-raceren.

Afslutningen på det italienske grandprix blev uden Kevin Magnussen.

Den danske Haas-kører måtte nemlig udgå af løbet med otte omgange igen. Ifølge Haas-teamet skyldes det hydrauliske problemer med Magnussens racer.

Teamet har undskyldt til Magnussen for, at bilen ikke var på hans niveau i dag, men at den vil være det i næste løb.

- Kevin, jeg er ked af det. Du er nødt til at køre i pit. Problemerne med bilen forsvinder ikke. Vi er nødt til at trække bilen ud, lød meldingen over teamradioen.

Løbet blev vundet af Ferraris Charles Leclerc, der også startede løbet i front, men undervejs måtte bruge mange kræfter på at holde de to Mercedes-racere bag sig.

Det lykkedes, og racerkøreren fra Monaco kunne tage sin anden sejr i denne sæsons Formel 1 med Valtteri Bottas på andenpladsen og den regerende verdensmester Lewis Hamilton som treer.

Dermed er Leclerc oppe på 182 point i den samlede stilling, hvor han er nummer fire. Tabellen toppes stadig af Hamilton, der med 284 point har 63 point ned til holdkammeraten Bottas på andenpladsen.

Red Bulls Max Verstappen er treer.

Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, blev nummer 16 og sluttede dermed også uden for pointene.

Motorkraften så fin ud

Men søndagens grandprix gav dog en lille opmuntring til det efterhånden hårdtprøvede Haas-mandskab.

Motorkraften i Magnussens racer så undervejs ganske fin ud, og han lå længe og kæmpede med om pointene i midterfeltet. En lille fejl undervejs tvang dog danskeren til at tage sit andet pitstop, og det rykkede ham tilbage i feltet, inden han ti minutter senere måtte udgå.

Magnussen har blot fået point i tre af sæsonens hidtil 14 løb. Der resterer stadig syv grandprixer.

Næste gang kørerne skal på banen, er om to uger, hvor det gælder Singapores grandprix.