Formel 1

Raikkonen straffes med fem placeringer - Magnussen rykker frem

Raikkonens bil blev fragtet væk efter uheldet, der kostede ham fem placeringer.  Pool / Ritzau Scanpix

Kimi Raikkonen får en straf på fem placeringer til søndagens italienske grandprix på Monza. Han starter som nummer 15 i stedet for nummer ti.

Den finske Formel 1-kører Kimi Raikkonen kørte en flot kvalifikation i Italien, der bragte ham hele vej til Q3.

Men Raikkonen nåede aldrig at få registreret en tid i Q3, da han bragede i barrieren ved Parabolica på den første omgang.

Bilen var efterfølgende så medtaget, at Alfa Romeo har været nødsaget til at skifte gearkassen til det italienske grandprix. Og det koster altså en straf på fem placeringer. Det betyder også, Kevin Magnussen rykker en startplacering frem.

- Jeg betaler prisen for min egen fejl, hvilket er lidt en skam, da bilen opførte sig godt i dag, siger Kimi Raikkonen til Autosport.

Straffen betyder, at Raikkonen starter som nummer 15, selvom han havde gjort sig fortjent til en tiendeplads.

- Forhåbentligt kan vejret og blandede forhold hjælpe os med stadig at få et godt resultat. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at gøre op for det i løbet.

Og Raikkonen har også gode erfaringer på Monza. Sidste år satte han den hurtigste tid, der nogensinde er blevet registeret på Monza. Han kørte omgangen på 1.19,12 i Ferrari-bilen.

Fire kørere med straf i Italien

Raikkonen følger altså tendensen i denne weekend.

Han er nu den fjerde kører, der får en straf. I første omgang fik Verstappen og Gasly en straf, der sender dem bagerst i feltet. Og fredag var det så Norris’ tur til at få en straf.

Alle tre er ligeledes blevet straffet for at opgradere bilen.

Magnussen rykkes med Raikkonens straf en plads frem, således at han starter som nummer 11 til søndagens italienske grandprix på Monza. Danskeren blev ellers nummer 12 i kvalifikation.

Du kan følge søndagens grandprix her på sport.tv2.dk, hvor vi liveblogger hele løbet fra klokken 15.