Formel 1

- Et meget skuffende løb, siger Haas-chef

Kevin Magnussen måtte udgå af Italiens Formel 1-grandprix. Her ses han under det canadiske grandprix tidligere på året.

Haas ligger fortsat næstsidst i konstruktørernes mesterskab. Kun Williams er dårligere end det amerikanske team.

For tredje Formel 1-grandprix i træk måtte Haas køre bilerne i garage uden VM-point.

På Monza startede Kevin Magnussen som nummer 11, men måtte udgå efter 43 af i alt 53 omgange. Danskerens temakollega, Romain Grosjean, gennemførte løbet, men sluttede som nummer 16.

- Det var et meget skuffende løb, lyder den umiddelbare reaktion fra Haas-teamchef Günther Steiner, da han skal evaluere teamets præstation i Italien.

- Kevin (Magnussen) startede rigtig godt, men så gik det hele galt, da han låste sit forhjul. Bilen var bare vanskelig at køre. Efterfølgende tvang et hydraulisk problem os til at trække bilen ud af løbet.

Grosjeans racer i ubalance

Steiner fortæller videre, at Grosjean kæmpede med en bil i ubalance efter en påkørsel i første sving. Og selv om han forsøgte at udbedre problemet, var det umuligt.

- Vi var langsomme. Det er en skuffende weekend for hele teamet. Vi må omgruppere og fortsætte, indtil vi finder en løsning på vores manglende resultater, siger Günther Steiner til teamets hjemmeside.

Kevin Magnussen står noteret for 18 VM-point, mens franske Romain Grosjean har 8. Det rækker til henholdsvis en 16.- og 17.-plads.

Haas er med sine 26 point næstsidst i kontruktørernes mesterskab. Alfa Romeo er med 34 point nummer otte og ligger lige over det amerikanske team, mens Williams er sidst med bare et enkelt point.

Næste Formel 1-grandprix er i Singapore 22. september.