Formel 1

Kevin Magnussen får blandede karakterer, efter han udgik på Monza

Kevin Magnussen får blandede karakterer efter det italienske grandprix.

Kevin Magnussen kæmpede det bedste, han havde lært, men måtte på grund af hydrauliske problemer udgå af det italienske Formel 1-grandprix.

Med ti omgange tilbage af det legendariske Monza-løb i Italien blev Kevin Magnussen kaldt tilbage i garagen af Haas-teamet.

Den danske racerkører lå undervejs i løbet i top-10 og til VM-point, men en kørerfejl og hydrauliske problemer kostede placeringen og gennemførelsen af løbet.

- Kevin, jeg er ked af det. Du er nødt til at køre i pit. Problemerne med bilen forsvinder ikke. Vi er nødt til at trække bilen ud, lød meldingen over teamradioen.

Magnussen fik en undskyldning af Haas-teamet, og nu får han blandede karakterer fra diverse internationale Formel 1-medier for præstationen i Italien.

Autosport:

Kevin Magnussen: 7/10

- En flot weekend, der kunne have givet point, men det store lock-up efter dækskiftet blev enormt dyrt. Bortset fra det var det en flot præstation.

Romain Grosjean: 5/10

F1i.com:

Kevin Magnussen: 7,5/10

- Der er aldrig et kedeligt øjeblik, når det handler om Kevin Magnussen, og han befandt sig bestemt i nogle livlige situationer på Monza denne weekend. Han klarede sig i top-10, men et lock-up og senere hen hydrauliske problemer så ham udgå.

Romain Grosjean: 6/10

Crash.net:

Kevin Magnussen: 6/10

- Et flot kørt løb af Kevin Magnussen og Haas. En god kvalifikation og en god første del af grandprixet, men faldt efterfølgende ned gennem placeringerne efter at have skiftet dæk, og til sidst udgik han efter hydrauliske problemer.

Romain Grosjean: 5/10

Auto, Motor und Sport:

Kevin Magnussen: 6/10

Ingen analyse.

Romain Grosjean: 5/10

Planetf1.com:

Kevin Magnussen: 5/10

- Det er ikke meget positivt at tage med fra denne weekend for K-Mag, og det er meget usandsynligt, at holdet overhovedet får noget med fra næste løb i Singapore.

Romain Grosjean: 4/10

Kevin Magnussen og Haas får mulighed for at revanchere sig i Singapore 22. september, som er Formel 1-kalenderens næste grandprix.