Mercedes-chef roser Bottas - men afslører én stor svaghed

16x9
Valtteri Bottas blev nummer to i det italienske grandprix på Monza i weekenden. Foto: Daniel Dal Zennaro / Ritzau Scanpix

Valtteri Bottas forsvarer sin kørsel i søndagens grandprix på Monza, som sikrede Mercedes-teamet en andenplads efter Ferraris Charles Leclerc.

Valtteri Bottas fra Mercedes-teamet var tæt på den ultimative triumf i søndagens italienske Formel 1-grandprix.

Men den finske racerkører måtte tage til takke med andenpladsen, efter en kamp mod Ferraris Charles Leclerc på de sidste omgange af løbet.

Chefen for Mercedes-teamet, Toto Wolff, roser Valtteri Bottas for præstationen, men mener samtidig, at finnen skal forbedre sig på ét specifikt punkt.

Det siger Wolff til den officielle Formel 1 hjemmeside:

- Det ser ud som om, at han (Bottas red.) har en smule problemer, når han kommer helt tæt op på en anden kører. I sådanne situation får han ikke det optimale ud af bilen. Det er noget, han skal arbejde på. Men på den positive side var han virkelig hurtig, lyder det fra Mercedes-chefen.

Samtidig siger Toto Wolff, at Bottas' holdkammerat, Lewis Hamilton, i en lignende situation "på en eller anden måde" ville være i stand til at nærme sig en rivaliserende kører og give sig selv chancen for at overhale.

Sejr uden for rækkevidde

Valtteri Bottas forsvarer sin kørsel og mener, han gjorde alt, hvad der var muligt, for at sikre Mercedes endnu en grandprix-sejr.

- For at have en ordentlig chance for at overhale, har du brug for en forskel på et sekund. Jeg havde maksimalt fem tiendedele, da jeg kom tæt på Charles Leclerc. Det var vanskeligt, og det var lidt uden for min rækkevidde i dag, siger Valtteri Bottas.

På Monza-banen var Bottas kommet helt tæt på Charles Leclerc med bare tre omgange igen.

Men Bottas missede en afgørende nedbremsning, og dermed kunne Ferrari-køreren trække fra og køre i mål som vinder af det italienske grandprix.

Bryder ni års sejrstørke

Sejren i søndags var Charles Leclercs anden sejr i træk, og det var første gang i ni år, at Ferrari vandt på hjemmebane i Monza.

I den individuelle stilling fører Lewis Hamilton stadig med 283 point foran Valtteri Bottas med 221 point.

I konstruktørernes mesterskab har Mercedes sat sig tungt på førstepladsen og fører med 505 point foran Ferrari, der har indkørt 351 point.