Haas har store problemer med at vælge Magnussens makker

16x9
Romain Grosjean og Nico Hülkenberg kæmper om pladsen ved siden af Magnussen. Foto: Ritzau Scanpix

Haas-chefen forklarer, at de har svært ved at beslutte, om Romain Grosjean eller Nico Hülkenberg skal være Magnussens kollega i 2020.

Günther Steiner har gjort tingene helt klart.

Duellen om at blive Kevin Magnussens teamkollega på Haas i næste sæson står imellem Romain Grosjean og Nico Hülkenberg, der kommer til at miste sin plads hos Renault.

Meldingen har været, at der vil blive truffet en beslutning i løbet af september, men Haas' teamchef indrømmer, at både han og teamejer Gene Haas har problemer med at komme frem til et svar.

- Hvis det var en klar beslutning, ville den være let at tage, og vi ville hurtigt være enige, siger Günther Steiner til Autosport.

- Vi er ikke sikre på, hvad der er det bedste. Gene Haas er ikke sikker, og jeg er heller ikke. Han kan sige, hvad jeg skal gøre, da han har privilegiet til det, da han finansierer holdet.

Skal Haas en anden vej?

Haas-teamet har ikke haft ret meget at glæde sig over på det seneste.

Ved søndagens italienske grandprix var det tiende gang i sæsonens 14 grandprixer, at Haas sluttede uden point. I konstruktørmesterskabet ligger de på niendepladsen - kun med Williams bag dem.

Vi sætter pris på hans erfaring, men det er mere en beslutning om, hvor vi vil tage holdet hen

Günther Steiner, Haas' teamchef

Og det betyder, at teamchefen overvejer, om der skal ske noget andet på holdet i 2020.

- Gene kan godt lide min mening, så vi diskuterer det for at finde den bedste løsning for holdet – og ikke bare for os. Det er ikke dårligt, det vi har nu, men kan vi gøre det bedre?

- Hvor stor er risikoen, hvis vi vil forsøge at gøre det bedre, og det ikke går i den rigtige retning? Der er en masse frem og tilbage, men på et tidspunkt må vi komme frem til en konklusion, siger Günther Steiner.

Steiner fortæller ligeledes, at Grosjean hverken kan vinde eller tabe sit sæde over de næste løb, da teamet allerede ved, hvad han kan præstere.

- Vi sætter pris på hans erfaring, men det er mere en beslutning om, hvor vi vil tage holdet hen i næste sæson, siger teamchefen.

Grandprixet i Singapore er det næste på kalenderen, og det bliver kørt weekenden fra 20. til 22. september.