Formel 1

Mercedes lukker ned for egen kører - må ikke få 'følsom information'

Esteban Ocon kommer langsomt til at forsvinde fra Mercedes' møder.

Mercedes’ teamchef, Toto Wolf, vil sikre sig, at Esteban Ocon ikke tager for meget information med sig til Renault.

Esteban Ocon er en stor del af Mercedes' hold i 2019, selvom det ikke er ham, der sidder i raceren i løbsweekenderne.

For i sin rolle som reservekører for teamet deltager han i en masse tests i teamets simulator, hvor han er med til at udvikle bilen.

Men i 2020 rykker Ocon videre til Renault, hvor han har fået det sæde, som Nico Hülkenberg indtager i denne sæson. Det betyder også, at franskmanden får færre og færre ting på kalenderen.

- Esteban og jeg har talt om, hvor lang tid han skal blive i rollen. Jeg har sagt: ”Jo længere du bliver, jo mere information kommer du til at få,” siger Toto Wolff ifølge Formel 1's officielle hjemmeside.

- Ocon vil langsomt forsvinde fra vores møder i fremtiden, der omhandler følsomme ting, der skal ske med bilen næste år. Eller hvor det handler om ingeniørernes synspunkt eller fra et innovativt synspunkt.

Der er stadig arbejde, der skal gøres

Men selvom Ocon lige nu arbejder for sin kommende konkurrent, har han stadig nogle opgaver, der skal udføres for Mercedes.

- Han kommer til at være sammen med os i hele denne sæson og kommer til at lave noget værdifuldt arbejde i forhold til, at vi skal vinde mesterskabet, siger Toto Wolff.

Mercedes fører lige nu konstruktørernes mesterskab, hvor de har 505 point, hvilket er 154 mere, end hvad Ferrari har på andenpladsen.

Renault, der er Esteban Ocons kommende arbejdsgiver, er på en femteplads med 65 point.

Der resterer syv Formel 1-løb i sæsonen.