Her ændrede Vettels sæson sig, udpeger tidligere Formel 1-boss

16x9
Sebastian Vettel byttede rundt på de to skilte, da han mente, at han skulle være nummer et. Foto: Dan Istitene / Ritzau Scanpix

Den tidligere Formel 1-direktør Bernie Ecclestone mener, at Sebastian Vettel har ændret sig, siden han fik straffen i Canada.

Ferraris Sebastian Vettel fik en kontroversiel straf i det canadiske grandprix, hvilket gav Lewis Hamilton sejren og henviste tyskeren til andenpladsen.

Sebastian Vettel lavede flere fejl i de følgende grandprixer, hvilket betød, at han heller ikke vandt her. Derfor skal vi tilbage til det belgiske grandprix i 2018, før vi finder den tidligere verdensmesters seneste sejr.

Ifølge Bernie Ecclestone, der indtil januar 2017 var præsident og administrerende direktør for Formel 1, har straffen haft stor betydning for Vettel.

- Det var som om, han mistede den der. Det var det værste, der kunne ske, siger Ecclestone ifølge Planet F1.

- Jeg synes, at straffen var helt forkert og unødvendig. På en måde skadede det Vettels tillid til sporten. Hans ageren var ikke farlig, og alle ville have reageret, som han gjorde.

Fra 1970'erne og frem til 2017 stod britiske Bernie Ecclestone i spidsen for motorsportens kongeklasse, Formel 1. Da Liberty Media overtog ejerskaber af sporten, blev Ecclestone fjernet fra posten.

Vettel var rasende

Den særlige episode, som Ecclestone henviser til, skete i Canadas Formel 1-grandprix, da Sebastian Vettel på omgang 48 kørte af banen og ind over græsset efter en kørerfejl.

Ferrari-køreren blokerede for Lewis Hamilton, da han forsøgte at få kontrollen over raceren tilbage på banen. Vettel fik derfor tildelt en tidsstraf på fem sekunder af løbets stewards.

- Man må seriøst være en fuldstændig blind mand, hvis man mener, at jeg kan køre gennem græsset og stadig kontrollere bilen. Jeg var heldig, at jeg ikke ramte væggen. Hvor fanden var det meningen, jeg skulle køre hen? Det er ikke fair, udbrød Sebastian Vettel over radioen lige efter løbet.

Herefter flyttede han rundt på de tavler, der viser bilernes placeringer i grandprixet.

Tyskeren flyttede andenpladstavlen over foran Lewis Hamiltons Mercedes-racer og placerede tavlen med ettallet, hvor hans egen Ferrari-racer skulle være placeret.